Tilsyneladende var han klar over udbredelsen af islam. Honorius havde friskt i minde, hvordan kristne retninger gensidigt havde bekæmpet hinanden, og måske håbede han på en forsoning mellem de ulige kristne retninger, når de i fællesskab var stillet overfor den nye religion. I sine breve begyndte han at støtte doktrinen om "én ånd" i treenigheden. Han anførte, at hvis Gud havde tre uafhængige viljer, ville resultatet blive et kaos.[4]
Kætterdømt
Længe efter sin død blev Honorius 1. dømt som kætter, fordi han lærte, at Kristus kun havde én vilje, mens det senere blev ortodoks lære, at der til gudmenneskets to naturer svarer to viljer, en menneskelig og en guddommelig, hvor den meneskelige vilje altid er underordnet den guddommelige. Derfor blev Honorius, sammen med andre tilhængere af læren om den ene vilje ("monoteletismen")[5] fordømt på et kirkemøde i Konstantinopel i 680/81, "den 6. økumeniskesynode".
Det blev meget pinagtigt for den katolske kirke med en kætterdømt pave; især da dogmet om pavens ufejlbarhed skulle vedtages i 1870. Man søgte affæren bortforklaret med udveje som
at kirkemødet havde fejlet ved at dømme Honorius, eller
at han havde tænkt ortodokst, men udtrykt sig misvisende, eller
at han var blevet kætterdømt med rette, men at hans udtalelse ikke faldt "fra katederet" og dermed heller ikke behøvede at være ufejlbarligt.[6]
^ Chapman, John (1913). [[wikisource:Catholic Encyclopedia (1913)/Pope Honorius I "|Pope Honorius I]"]. Catholic Encyclopedia. New York: Robert Appleton Company. Hentet 26. maj 2015. {{cite encyclopedia}}: Tjek |url= (hjælp)
^Muhammad Ata Ur-Rahim; Ahmad Thomson (2003). Jesus: Prophet of Islam. TTQ, INC. s. 148. ISBN9781879402737. {{cite book}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)
