Regeringen Hans Enoksen IV var Grønlands regering fra 1. december 2005 til 1. maj 2007. Regeringen var en flertalskoalitionsregering med partierne Siumut (4 landsstyremedlemmer), Inuit Ataqatigiit (2 landsstyremedlemmer) og Atassut (2 landsstyremedlemmer). Landsstyreformand var Hans Enoksen fra Siumut.
Siumut var fortsat det største parti efter landstinget i 2005 og inviterede efterfølgende Inuit Ataqatigiit (IA) og Atassut til koalitionsforhandlinger den 18. november 2005, selvom IA oprindeligt havde afvist en koalition med Siumut.[1] Forhandlingerne endte 25. november med at der blev dannet en tre-parti-regering for første gang i Grønlands historie.[2]
Den 15. november 2006 trak Asii Chemnitz Narup sig fra regeringen og blev efterfulgt af Agathe Fontain.[3] Doris Jakobsen blev fyret samme dag. Hendes efterfølger var Tommy Marø.[4] Desuden blev landbrugsområdet overført fra Siverth K. Heilmann til Finn Karlsen. I januar 2007 fratrådte Jørgen Wæver Johansen frivilligt.[5] Hans efterfølger var Kim Kielsen, men han kunne først godkendes af Landstinget og tiltræde, da Landstinget trådte sammen i marts.[6]