Aleqa Hammond (født 23. september1965) er en grønlandsk politiker og tidligere formand for Grønlands regering (5. april 2013 – 30. september 2014) og tidligere medlem af Folketinget. Hun var formand for det socialdemokratiske Siumut parti i perioden fra 2. juni 2009 og til 1. oktober 2014.[1][2] Hun blev den 23. august 2016 ekskluderet fra Siumut grundet misbrug af kreditkort stillet til rådighed af Folketinget; hun blev herefter løsgænger i Folketinget.[3] Hun stillede op til parlamentsvalget i Grønland 2018 for Nunatta Qitornai, men blev ikke valgt ind.[4]
Aleqa Hammond er født i 1965 i Narsaq og opvokset i Uummannaq,[6] der ligger i det nordlige Grønland. Hendes far Piitaaraq Johansen, der var fanger, omkom ved en jagtulykke, da hun var syv år gammel.[7] Hammonds mor, Ane-Marie Johansen (født Hammond), bor stadig i Uummannaq.[8] Aleqa Hammond stammer fra den dansk/norske slægt Hammond.[9] Hun valgte som 12-årig at droppe sit danske mellemnavn.[10]
Hun blev i 1993 ansat som regional koordinator for Diskobugten hos Greenland Tourism, indtil hun i 1995, grundet sine engelskkundskaber, blev ansat som informationsmedarbejder i landsstyrets sekretariat. Fra 1996 var hun leder hos turistbureauet i Nuuk, indtil hun perioden 1999-03 var kommissær i Inuit Circumpolar Council.[6]
Hun havde forskellige små koordinatorjobs, der bl.a. tæller et job som kulturkoordinator for Arctic Winter Games i 2002. Fra 2004-05 var hun ansat som turistchef i Qaqortoq.[6]
Tillidshverv
2004-2006: Bestyrelsesformand for Greenland Adventure Race, efterfølgende menig bestyrelsesmedlem.
2004-2005: Bestyrelsesmedlem for Destination South Greenland.
2005-2006: Næstformand for Great Greenlands bestyrelse.
2006-: Bestyrelsesmedlem i Gardar Foundation
Politisk karriere
Hammond blev for første gang valgt ind i Grønlands Landsting for partiet Siumut, ved landtingsvalget i 2005.[11] Hun havde på daværende tidspunkt ingen nævneværdig erfaring i politik, men blev dog, under daværende landsstyreformand Hans Enoksen, valgt som minister for familie- og justitsanliggender.[6]
I 2007 blev Hammond blev minister for finans- og udenrigsanliggender efter en regeringsrokade.[6] En post, som hun dog trak sig fra den 22. september 2008, da hun ikke kunne stå inde for den førte økonomiske politik.[12]
Partiformand
Allerede i 2007 forsøgte Siumuts lokalbestyrelse i Nuuk at vælte Hans Enoksen som formand og efterfølgende at få valgt Hammond som hans efterfølger; dog uden succes. Det blev først efter valgnederlaget i 2009, at Hans Enoksen valgte at trække sig som formand for Siumut. Det viste sig efterfølgende, at Hammond ved valget havde fået flere personlige stemmer end Enoksen.[13]
Ved landstingsvalget den 12. marts 2013 fik hun 6.818 personlige stemmer og blev dermed valgets topscorer.[14] Den 26. marts, 14 dage senere, underskrev hun en koalitionsaftale med formændene fra partierne Partii Inuit og Atassut, der gjorde hende til Grønlands første kvindelige formand for Grønlands Landsstyre.[15] Regeringen blev dog kortvarig, da det kort efter dens tiltræden blev afsløret, at Siumut-leder og regeringschef Aleqa Hammond havde brugt over 100.000 kroner af selvstyrets landskasse til private formål.[16]
Personligt liv
Hammond blev gift i 2004 gift med danske Georg Nyegaard,[11] der er museumsinspektør på Grønlands Nationalmuseum. Hun meddelte den 5. september 2012 i avisen Atuagagdliutit, at parret skulle skilles.[17] Hun har siden været i et forhold med politikeren Tom Ostermann, der ligeledes er medlem af Siumut.[18][17]
Kontroverser
Den 25. oktober 2013 kunne Berlingske Tidende afsløre, at Hammond tilbage i 1996 havde erkendt sig skyldig i bedrageri uden at informere befolkningen op til valget i 2013.[19][20] Sagen drejede sig om syv tilfælde af dankort-misbrug i marts og april 1995, hvor Hammond købte ydelser for 5.100 kr. hos Hotel Godthåb, selvom kortet på daværende tidspunkt var spærret.[19] Hammond har beklaget sagen i en pressemeddelelse.[21]
I 2008, hvor hun var landsstyremedlem (minister) for finanser og udenrigsanliggender, blev hun anmeldt til Nuuk Politi efter en episode, hvor hun i beruset tilstand var løbet fra en taxaregning. Politiet valgte dengang at betragte sagen som et civilt mellemværende.[22]
I 2016 blev hun ekskluderet af Siumut, da hun havde benyttet Folketingets kreditkort til indkøb af privat karakter.[23]