Folketingsvalget 2007 var det 67. valg til Folketinget i Kongeriget Danmark og blev afholdt den 13. november 2007 efter at være blevet udskrevet 24. oktober af statsminister Anders Fogh Rasmussen onsdag den 24. oktober 2007. Ved valget opstillede 795 kandidater for ni partier samt 13 kandidater uden for partierne.
Begrundelsen for at udskrive valget over et år før den hidtidige valgperiodes udløb var med statsministerens ord "at rense luften".[2] Der forestod flere store forhandlinger, som ville blive besværliggjorte af valgrygter, der kunne foranledige de potentielle forligspartier til at stille for mange og reelt uopfyldelige krav med henblik på en eventuel valgkamp.
Mandaternes fordeling grafisk. Fra venstre: Enhedslisten, SF, Socialdem., Radikale, Færøerne og Grønland, Ny Alliance, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti. I praksis sidder Socialdem. helt til venstre og Konservative helt til højre i Folketingssalen.
Socialistisk Folkeparti blev valgets store vinder og gik fra 11 til 23 mandater. Dansk Folkeparti fortsatte sin fremgang, idet de vandt et ekstra mandat og fik 25. Ny Alliance, der stillede op for første gang, kom ind med 5 mandater, hvilket var noget lavere end det, meningsmålingerne havde spået kort efter partiets stiftelse tilbage i foråret.
Den store taber blev Det Radikale Venstre, der blev næsten halveret, idet de gik fra 17 til 9 mandater. Venstre tabte 6 mandater og fik 46 mandater. Socialdemokraterne tabte 2 mandater og fik 45 mandater på baggrund af en stemmeandel ikke set lavere siden 1906. Enhedslisten tabte 2 mandater men klarede spærregrænsen og fik 4 mandater.
Det Konservative Folkeparti fik uændret 18 mandater men kunne dog mønstre en minimal fremgang i stemmer.
Kristendemokraterne, der var røget ud ved sidste valg, kom ikke ind men måtte tværtimod konstatere næsten en halvering af stemmerne på partiet. 21. juni 2010 meldte Per Ørum Jørgensen sig ind i partiet, så det derved er repræsenteret[7].
De to grønlandske mandater gik til Siumut og Inuit Ataqatigiit. På Færøerne genvandt Tjóðveldi det ene mandat, mens Sambandsflokkurin vandt det andet fra Fólkaflokkurin.
Stemmefordeling
Venstre
26.2%
Socialdemokraterne
25.5%
Dansk Folkeparti
13.9%
Socialistisk Folkeparti
13.0%
Det Konservative Folkeparti
10.4%
Det Radikale Venstre
5.1%
Ny Alliance
2.8%
Enhedslisten
2.2%
Kristendemokraterne
0.9%
Partier der havde arbejdet på at stille op
Centrum-Demokraterne manglede ved valgets udskrivelse 2.000-3.000 underskrifter for at blive opstillingsberettiget. Dermed blev CD's eneste folketingsmedlem, tidligere DF-medlem Louise Frevert, ikke genopstillet til Folketinget.[3]
Valgplakaterne satte som sædvanlig sit præg på landet, her København.
Grundloven gav i princippet dronningMargrethe II mulighed for at udnævne hvem som helst til statsminister, så længe Folketinget ikke udtaler sin mistillid til vedkommende (såkaldt negativ parlamentarisme). I praksis falder valget dog som regel på en af partilederne og af gode grunde så vidt muligt den, der kan samle et flertal bag sig. Ved dette valg samlede interessen sig om siddende statsminister Anders Fogh Rasmussen (Venstre) og oppositionens leder Helle Thorning-Schmidt (Socialdemokraterne). Anders Fogh Rasmussen støttedes af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Ny Alliance, mens Helle Thorning-Schmidt støttedes af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Kristendemokraterne. (Det Radikale Venstre havde en overgang i den forgangne valgperiode peget på daværende leder Marianne Jelved som deres statsministerkandidat, men frafaldt siden dette krav.)
Ny Alliances krav om dronningerunde ville blive aktuelt, hvis regeringen mistede det flertal den havde sammen med Dansk Folkeparti.
Valgets udgang
Sammenlagt fik regeringspartierne Venstre og Det Konservative Folkeparti og støttepartiet Dansk Folkeparti 89 mandater. Dertil kommer det færøske Sambandspartis mandat Edmund Joensen, der også støtter regeringen og dermed lige nøjagtig giver dem det fornødne flertal på 90 mandater.[8] En dronningerunde var derfor ikke umiddelbar nødvendig, og Anders Fogh Rasmussen indbød i stedet Dansk Folkeparti og Ny Alliance til forhandlinger.[9] Disse resulterede 23. november 2007 i dannelses af Anders Fogh Rasmussens tredje regering bestående af 12 Venstrefolk og 7 konservative.
Det nyvalgte Folketing holdt sit første møde 27. november 2007, hvor Svend Auken i sin egenskab af længstsiddende medlem bød velkommen og forestod valget af Thor Pedersen som midlertidig formand. Efter en kort redegørelse fra statsministeren nedsattes et foreløbigt Udvalg til Prøvelse af Valgene.[10] Dette indstillede ved mødet dagen efter at valget godkendtes, hvilket blev enstemmigt vedtaget. Herefter udsattes mødet, således at de for første gang valgte medlemmer som krævet kunne skrive under på at ville holde Grundloven. Ved mødets genoptagelse sattes Folketinget med præsidium og udvalg. Den hidtidige formand for Folketinget, Christian Mejdahl var ikke genopstillet, hvorfor ny formand skulle vælges. Eneste indstillede kandidat var Thor Pedersen, der med støtte fra alle partier undtagen Enhedslisten valgtes. De øvrige valg til næstformænd, tingsekretærer, udvalg og råd skete traditionen tro uden sværdslag.[11]
