Mad Men er en amerikansk tv-serie som havde premiere i 2007. Serien er skabt af Matthew Weiner og har vundet femten Emmyer samt modtaget fire Golden Globe-udmærkelser.
Serien udspiller sig i 1960'ernes USA og handlingen foregår på reklamebureauet Sterling Cooper (senere "Sterling Cooper Draper Pryce") på Madison Avenue (deraf titlen) i New York og følger de ansattes indbyrdes intriger og magtkampe.
Serien skildrer den udprægede fremmedfjendtlighed, homofobi, sexisme, antisemitisme og racisme som prægede USA i 1960erne, men også alkoholisme, utroskab og rygning spiller en central rolle. Serien skildrer tillige terrorbalancen og den kolde krig i almindelighed.
Der er i alt 92 afsnit i serien, med en længde på mellem 45 og 57 minutter, som er delt op i 7 sæsoner, der foregår i forskellige tidspunkter i 1960'erne. Hver sæson består af 13 afsnit, den sidste sæson, sæson 7, er en undtagelse med 14 afsnit.