Kühlmann var i perioden fra 1908 til 1914 diplomat på Det Tyske Kejserriges ambassade i London, hvor han aktivt studerede de moderne politiske og sociale forhold i Storbritannien og i Irland, der på daværende tidspunkt var en del af Det forenede kongerige. Ved udbruddet af første verdenskrig blev han kortvarigt udstationeret på ambassaderne i Sverige og Holland, inden han i september 1916 tiltrådte som kejserrigets ambassadør i Konstantinopel, hovedstaden i Det Osmanniske Rige, der dengang var allieret med Tyskland. I Konstantinopel grundlagde han et nyhedsbureau, der blev mediet for Tysklands propaganda i det Osmanniske rige. I den forbindelse var von Kühlmann aktiv i at opildne islamiskjihad, blandt andet ved at forsøge at overbevise lokalbefolkningen om Tysklands sympati for islam og ved at uddele postkort, der viste ruiner af kirker nedbrændt af den tyske hær i Belgien.[1]
Under Det armenske folkedrab i 1915 var Kühlmann oprindeligt modstander af, at udsætte den armenske civilbefolkning for massakrer.[2] Kühlmann støttede imidlertid den tyrkiskenationalisme og omtalte massakrerne som "påståede". Von Kühlmann lagde vægt på alliancen mellem Tyskland og osmannerne/tyrkerne og betegnede den osmannisk/tyrkiske fremfærd overfor det kristne armenske mindretal som "interne politiske forhold".[2] Efterfølgende tilkendegav von Kühlmann imidlertid, at "Ødelæggelsen af det armenske folk fandt sted i stort omfang. Denne udryddelsespolitik vil i en lang periode være en plet på Tyrkiets navn."[2]
I august 1917 blev von Kühlmann udnævnt til udenrigsminister og rejste herefter fra Konstantinopel til Berlin.
Udenrigsminister
Underskrivelsen af Brest-Litovsk-traktakten med von Kühlmann siddende i midten som nr. 3 person fra venstre.
Richard von Kühlmann blev udnævnt til udenrigsminister i august 1917 og ledte den delegation, der forhandlede the Brest-Litovsk-freden, der bragte 1. Verdenskrig til afslutning for det Russiske Kejserrige. Han forhandlede også Freden i Bukarest i 1918 med Rumænien. Under forhandlingerne om traktaterne oplevede von Kühlmann modstand fra den tyske generalstab og særligt fra Erich Ludendorff, der ønskede territoriale indrømmelser ved Tysklands østgrænse, et tysk protektorat i Baltikum og større sikkerhed mod spredning af bolsjevismen.
Von Kühlmann holdt i juli 1918 en tale i den tyske Rigsdag om landets generelle tilstand, hvorunder han nævnte, at krigen ikke kunne afgøres alene med våben, underforstået at det også krævede diplomati at opnå en fredsslutning. Talen blev i flere kredse i Tyskland opfattet som manglende tro på kejserrigets hær og skabte opstandelse, og generalstaben blev inddraget. I en efterfølgende tale tog kanslerGeorg von Hertling afstand fra von Kühlmann, og von Kühlmann indgav herefter sin afskedsbegæring til kejser Wilhelm 2. i juli 1918.
Efter 1. verdenskrig
Efter Første Verdenskrig var Kühlmann atter aktiv som diplomat. Han skrev bøger og administrerede en række ejendomme. Han sad endvidere i en række bestyrelser i den tyske stålindustri. I 1928 blev Kühlmann formand for Deutschen Kulturbund (Det Tyske Kulturforbund).[3]
Kühlmann skrev manuskript til sine erindringer, men hans private arkiv brændte under et bombeangreb på Berlin i november 1943. Kühlmann færdiggjorde manuskriptet i september 1944. Efter attentatforsøget på Hitler i 1944 blev von Kühlmann som mange andre tyske embedsmænd anholdt i oktober 1944 af Gestapo, der konfiskerede von Kühlmanns dokumenter. Først i sommeren 1947 kunne han aflevere manuskriptet. Han døde før han kunne læse korrektur på de første tryk.
^Guido Müller: Europäische Gesellschaftsbeziehungen nach dem Ersten Weltkrieg. Das Deutsch-Französische Studienkomitee und der Europäische Kulturbund. Oldenburg, München 2005, ISBN978-3-486-57736-5, p. 451.
.svg){kind=small}
