Eurovision Song Contest 1958 blev afholdt i Hilversum i Holland med Hannie Lips som vært.[1] Musikken blev leveret af Metropolorkesteret, som også stod for pauseunderholdningen.[1] Det var første gang, at konkurrencen blev afholdt i det forgående års vindernation, idet Corry Brokken havde vundet for Holland i 1957 med "Net als toen".[3]
Storbritannien valgte at holde pause i 1958 som følge af en skuffende placering i 1957. Til gengæld debuterede Sverige, og dermed var der ti deltagende sange, ligesom ved året før.[2]
Eurovision Song Contest 1958 blev vundet af den franske sanger André Claveau og sangen "Dors mon amour".[1] Det er dog tredjepladsen fra Italien, Domenico Modugnos "Nel blu, dipintu di blu", bedre kendt som "Volare", der huskes bedst fra dette år. Pga. tekniske problemer i begyndelsen af udsendelsen var der imidlertid billedudfald i nogle lande under Modugnos fremførelse, og han fik derfor lov til at synge igen efter den sidste sang.[4].
"Volare" blev efterfølgende et kæmpehit mange steder, bl.a. nåede den førstepladsen på den amerikanske hitliste,[2] og det er en af de bedst kendte Eurovision-sange overhovedet.[2] Ved 50 års-jublæumsshowet for Eurovision Song Contest, Congratulations, afholdt i 2005 i København, blev den valgt som den næstebedste Eurovision-sang gennem tiderne, kun overgået af ABBA's "Waterloo".[5]
52°14′00″N 5°11′00″Ø / 52.233333333333°N 5.1833333333333°Ø / 52.233333333333; 5.1833333333333