Der er pr. 2023 opdaget 146 måner med kendte kredsløb om planeten Saturn.[1] Månerne består af en række vidt forskellige objekter fra omkring en kilometer i omkreds til objekter, der er større end planeten Merkur.
Teknisk set er også de myriader af små is- og stenpartikler der danner Saturns system af planetringe også "måner", og der findes ikke nogen skarp grænse mellem en meget lille måne og en meget stor ring-partikel. Derfor vil man aldrig kunne fastslå et endeligt antal af Saturn-måner.
Oversigt
Tabellen herunder omfatter de i 2005 48 kendte måner samt de to på daværende tidspunkt ikke bekræftede objekter, sorteret i stigende orden efter deres omløbsbaners halve storakser, og dermed også efter stigende omløbstid. Banehældning er i forhold til Saturns ækvtorialplan:
Herschels søn, John Herschel, fremsatte i 1847 i sin publikation Astronomical Observations made at the Cape of Good Hope forslag til navne på de syv måner man kendte på dette tidspunkt; navne der var hentet i den græske mytologi.
Da de to rumsonder i Voyager-programmet i 1980 passerede Saturn, sendte de billeder tilbage til Jorden som afslørede ikke mindre end ni nye måner. Og inden Cassini-rumsonden ankom til Saturn-systemet i sommeren 2004 og indtil videre har fundet 8 af månerne i ovenstående tabel, var en systematisk eftersøgning efter Saturn-måner blevet indledt fra jordbaserede observatorier og havde afsløret 12 hidtil ukendte måner i store afstande fra Saturn. Og fra Mauna Kea-Observatoriet har et andet hold astronomer ved systematisk eftersøgning fundet andre 12 måner.
Månen Themis
I 1905 mente William H. Pickering, der syv år forinden havde opdaget Phoebe, at have fundet endnu en Saturn-måne, som han kaldte Themis (måne). Siden har det vist sig at Pickering tog fejl; månen Themis findes ikke.
Grupperinger
Selv om grænserne ikke er helt skarpe, kan man inddele Saturns måner i forskellige kategorier:
Ringenes hyrdemåner
En hyrde-måne er en måne der kredser lige indenfor eller lige udenfor en af saturns planetringe, og med deres svage tyngdekraft påvirker omløbsbanen for de partikler i ringene som de kommer i nærheden af. Blandt andet skaber disse måners indflydelse zoner i ringsystemet hvor partiklerne ikke kan opholde sig stabilt over længere tid, og disse zoner ser vi som smalle mellemrum, eller "gab" i ringsystemet. For Saturns vedkommende er Atlas, Pan, Pandora, Prometheus, S/2004 S 3, S/2005 S 1 og den eller de måner der indtil nu kendes som S/2004 S 4 og S/2004 S 6.
De co-orbitale måner
To af Saturns måner, Janus og Epimetheus, har næsten ens omløbsbaner; den ene fuldfører et omløb en kende hurtigere end den anden, og "burde" således med jævne mellemrum indhente den anden. Men når de kommer tilpas tæt på hinanden, udøver deres svage tyngdekræfter et træk i dem, som får dem til at bytte omløbsbaner en gang hvert fjerde år. Indtil nu er dette det eneste kendte tilfælde af to himmellegemer der bytter baner på denne måde.
De indre store måner
Dione, Enceladus, Mimas og Tethys færdes alle indenfor den ganske tynde E-ring omkring Saturn, og henregnes til en gruppe for sig. Navnet til trods har der vist sig et par udpræget små måner, Methone og Pallene, hvis omløbsbaner ligger i samme interval som de store medlemmer af denne gruppe. Og i samme område finder man den næste gruppe:
Trojanske måner
Ligesom de såkaldte Trojanske asteroider, der samles i to "klynger" omkring lagrange-punkterneL4 og L5 i forhold til Jupiters omløb om Solen, så finder man i Saturn-systemet to eksempler på små måner i de samme to lagrange-punkter i forhold til en større månes omløb om Saturn. I lagrange-punkterne for Tethys finder man Telesto (L4) og Calypso (L5), og tilsvarende finder man i samme omløbsbane som Dione de to små måner Helene (L4) og Polydeuces (L5).
De ydre store måner
Denne gruppe hører til uden for E-ringen, og omfatter fire af Saturns største måner; Hyperion, Iapetus, Rhea og Titan. Hyperion, det mindste medlem af gruppen, er temmelig iregulært formet.
Inuit-gruppen
Inuit-gruppen består af fem måner med nogenlunde samme afstande og hældningsvinkler i forhold til Saturn: Dens "medlemmer" er Kiviuq, Ijiraq, Paaliaq, Siarnaq og S/2004 S 11. Med undtagelse af den sidste har månerne i denne gruppe navne efter skikkelser fra den inuitiske mytologi.
Den nordiske gruppe
Igen en gruppe af måner der knyttes sammen af nogenlunde ens afstande og hældninger i forhold til Saturn. Den nordiske gruppe omfatter 18 måner, nemlig Mundilfare, Narfe, Phoebe, Skade, Suttung, Trym, Ymer, samt månerne med de midlertidige betegnelser fra S/2004 S 7 til S/2004 S 10 og S/2004 S 12 til S/2004 S 18. Alle disse måner har retrograd omløb, hvilket vil sige at de populært sagt "kredser den gale vej" rundt om Saturn. De navne der gives til måner i denne gruppe, stammer fra den nordiske mytologi.
Den galliske gruppe
Denne gruppe omfatter de tre måner Albiorix, Erriapo og Tarvos. Igen knyttes de sammen som gruppe af omtrent ens omløbsbaner.
