Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki var de to atombomber, der blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki den 6. og 9. august 1945 af den amerikanske hærs flystyrker.[1] Bomberne havde hver en sprængkraft svarende til 15-20.000 tons konventionelt sprængstof, TNT.[4] Det samlede tab af menneskeliv for de to byer over de første fire måneder opgøres til mellem 150.000 og 250.000 personer,[5] både som direkte følge af brande og trykbølgens fysiske ødelæggelser, og som følge af ubehandlede skader og strålesyge.[6]
Hos de overlevende er der observeret en forhøjet risiko for kræft på op til 0,5 %,[7] andre DNA-mutationer og en dødelighed som er 4,3 – 7,2 % højere end i den generelle befolkning.[8] Overlevende af atombomberne kaldes i Japan for hibakusha, et ord der direkte kan oversættes som mennesker påvirket af bombe.[9] Bombningerne er første og eneste gang, at atomvåben er blevet brugt i krig.
En af begrundelserne for at bruge atombomberne var at tvinge japanerne til at overgive sig betingelsesløst. Om end mange ledende personer i Japan overvejede kapitulation, var de ikke indstillet på at gøre det uden betingelser som krævet i Cairo- og senere Potsdam-erklæringen, se nedenfor. Den 15. august, dvs. henholdsvis ni og seks dage efter sprængningerne over Hiroshima og Nagasaki, talte kejser Hirohito til nationen og den 17. august til de væbnede styrker. Ingen af stederne bruges udtrykket betingelsesløs kapitulation. Den 2. september underskrev Japan formelt kravet om betingelsesløs kapitulation på det amerikanske slagskib USS Missouri.
Beslutningen om at bruge den atombombe, der blev udviklet og prøvesprængt den 16. juli i Los Alamos i New Mexicos ørken – Trinitytesten – under det tophemmelige Manhattan-projekt, blev truffet under, men ikke direkte[10] af præsident Harry S. Truman efter, at USA havde været direkte involveret i krigen i 3½ år og omkring 120.000 amerikanere var blevet dræbt[11] i konflikten. Det amerikanske militær havde en liste over mulige mål: Kyoto, Hiroshima, Yokohama, Kokura, Niigata[12], og muligvis kejserpaladset i Tokyo. Japans tidligere hovedstad Kyoto, der rummede en række bygninger af kulturel værdi, opgives som mål efter direkte indgriben fra forsvarsminister Henry L. Stimson og præsident Truman af frygt for international fordømmelse[13].
Mod slutningen af krigen var Hiroshima af stor militær betydning: Her var hovedkvarteret for Japans anden armé og feltmarskal Hata Shunrokus arméhovedkvarter, som ledede forsvaret af de sydlige japanske hovedøer. Byen var et kommunikationscenter, og center for opmagasinering af materiel og tropper, men kun af mindre industriel betydning[14]. Byen havde ikke tidligere været mål for bombeangreb, så her var muligheden for at vurdere "ødelæggelseskraften" i det nye våben.
I bymidten lå et antal forstærkede betonbygninger mellem "normale" huse, og områderne udenfor centrum var tæt bebygget med træhuse med tag af tegl. I udkanten af byen lå nogle få industrianlæg, som for manges vedkommende også var opført i træ. Byen var altså som helhed betragtet temmelig sårbar overfor brand.
Befolkningstallet havde tidligere i krigsårene toppet ved over 380.000 indbyggere, men fordi regeringen havde beordret en evakuering af byen var indbyggertallet i august 1945 på hen ved 255.000.[15]
Hiroshima var det primære mål for det første atomangreb den 6. august. Det sekundære mål var Kokura og Nagasaki var det tertiære mål. Tre vejrfly (B-29), med navne som Straight Flush og Full House, undersøgte målene og vejret over Hiroshima var godt nok. B-29-flyet Enola Gay bar uranbomben Little Boy og havde oberstløjtnant Paul Tibbets som chef. To andre B-29-fly fulgte Enola Gay – det var The Great Artiste udstyret med fysiske måleinstrumenter og Necessary Evil med fotografer og observatører. Af sikkerhedshensyn var bomben ikke armeret da flyet lettede, men blev armeret af kommandør William Parsons da flyet var kommet sikkert i luften. Hele missionen foregik som planlagt ned til mindste detalje, og bomben med dens kerne af 60 kilogram uran-235 fungerede som forventet.
Ca. en time før angrebet fandt sted, havde japanernes varslings-netværk af radarer opdaget nogle amerikanske fly der var på vej mod det sydlige Japan. Befolkningen blev alarmeret, radiostationerne indstillede deres transmissioner i et antal byer, herunder Hiroshima. Flyene nærmede sig kysten i stor højde. Omkring kl. 8 stod det klart for radaroperatørerne at der var tale om temmelig få fly, sikkert ikke flere end tre, så luftalarmen blev afblæst. Der blev udsendt en "standard-advarsel" om at gå i dækning hvis man fik øje på B-29 bombefly, men man forventede at der var tale om en rekognosceringsflyvning. Kl. 8:15 blev Little Boy kastet fra bombeflyet Enola Gay over det centrale Hiroshima. Bomben eksploderede 580 meter over terrænet med en sprængkraft svarende til 13.000 tons TNT og slog øjeblikkeligt 35.000 – 60.000 civile ihjel.
Lederen i Tokyos central for det japanske sendenet opdagede, at senderen i Hiroshima var ude af drift. Han prøvede at få radiostationen "i luften" igen ved at bruge en telefonforbindelse, men den virkede heller ikke. Tyve minutter senere gik det op for centeret i Tokyos jernbanetelegraf, at hovedlinjen var holdt op med at fungere et sted lige nord for Hiroshima. Fra små jernbanestationer indenfor 16 kilometer fra Hiroshima kom uofficielle og usammenhængende meldinger om en forfærdelig eksplosion i Hiroshima. Alle disse rapporter blev sendt til den japanske generalstabs hovedkvarter.
Hovedkvarteret i Tokyo forsøgte at kontakte kontrolenheden i Hiroshima. Stilheden i den anden ende forbavsede folkene i Tokyo, for de mente at vide at der ikke kunne forekomme et storstilet angreb på Hiroshima på det tidspunkt i krigen. En ung officer fik besked på at flyve til Hiroshima, lande, undersøge skaderne, og så vende tilbage for at aflægge en pålidelig rapport. I Tokyo-hovedkvarteret mente man at der måtte være tale om vildt overdrevne rygter med temmelig lidt hold i virkeligheden.
Efter ca. 3 timers flyvning var den unge officer stadigvæk ca. 160 kilometer fra bymidten, men derfra kunne officeren og piloten se røgskyen fra den brændende by stige op i den klare eftermiddagssol. Flyet nåede ind over byen og cirklede rundt over et gigantisk "ar" i landskabet hvor alting brændte, dækket af en tæt røgsky. De landede syd for byen, og efter at have rapporteret til Tokyo begyndte officeren straks at organisere hjælp til de nødlidende beboere.
Den første melding som Tokyo modtog om hvad der virkelig var sket, kom 16 timer efter eksplosionen i form af en offentlig meddelelse fra Washington.
Med til billedet hører også, at de fleste af Hiroshimas industrianlæg, der lå i byens udkant, ikke blev berørt af bomben og kunne fortsætte deres bidrag til krigsindsatsen. Den 7. august udstedte Hiroshimas områdeguvenør en erklæring for ”byens genopbygning og en forstærket kampvilje mod de amerikanske djævle”. For at styrke kampmoralen blev 200.000 aviser bragt ind dagligt til erstatning for de ødelagte trykkerier[16].
Da Japan ofte er udsat for jordskælv, er og var mange bygninger temmelig solidt konstrueret: Denne solide byggestandard er utvivlsomt en stor del af forklaringen på hvorfor de bærende dele i visse bygninger nær ved eksplosionen ikke brød sammen. Bygninger, som lå mere eller mindre direkte under eksplosionen, blev ramt af en trykbølge der bevægede sig oppefra og ned, frem for den overvejende vandrette trykbølge der ramte og væltede bygningerne uden om sprængningsstedet.
En af de mest berømte bygninger der blev stående efter eksplosionen, er den regionale industri-udstillingshal; en bygning med et kuppeltag, tegnet af den tjekkiske arkitekt Jan Letzel: Ruinen er blevet Hiroshimas monument for freden, og blev i 1996 optaget på UNESCOs verdensarvsliste, i øvrigt under protester fra USA og Kina.
Nagasaki var en af de største havnebyer i det sydlige Japan, og af stor betydning for den japanske krigsindsats på grund af de mange industrier i byen: Her fremstillede man ammunition, skibe og meget andet militært udstyr. I dag er Nagasaki en moderne storby, men mod slutningen af krigen bestod byen næsten alene af traditionelle japanske huse, med bærende struktur af træ og et solidt tegltag ovenpå — velegnet til at modstå de tyfoner der ofte rammer landet, men ikke videre modstandsdygtigt over for eksplosioner. Byen havde fået lov til at vokse uden nogen egentlig byplanlægning, så beboelse, industri og forretninger lå meget tæt på hinanden, side om side i hele byen.
Nagasaki havde ikke oplevet bombeangreb i større stil før atombomben. Den 1. august havde der været et angreb med konventionelle, højeksplosive bomber, som blandt andet havde ramt et hospital. Skaderne var relativt begrænsede, men vakte alligevel bekymring nok til, at en del beboere, primært skolebørn, var blevet evakueret til landbrugsområderne udenfor byen.
Om morgenen den 9. august lettede en B-29 Superfortress kaldet Bockscar med major Charles W. Sweeney ved styrepinden, og en atombombe kaldet Fat Man ("fed mand") i lasten. Deres primære mål var byen Kokura, men den var skjult af skyer. Efter tre overflyvninger og mindre brændstof i tankene end planlagt på grund af problemer med at tanke flyet, satte besætningen kurs mod deres sekundære mål, Nagasaki. Cirka kl. 7:50 lokal tid var luftalarmen gået i gang, men alarmen blev afblæst igen kl. 8:30, og da man kl. 10:53 kun havde set to B-29 Superfortress-fly, formodede japanerne igen at der blot var tale om rekognoscering, så der blev ikke udsendt flere alarmeringer.
Få minutter senere kastede følgeflyet The Great Artiste en faldskærms-båren instrumentpakke, forsynet med et brev til professor Ryokochi Sagane, der havde studeret sammen med tre af de forskere der udviklede USA's atombombe, om at advare sine landsmænd om faren ved disse masseødelæggelsesvåben. Dette brev blev dog først fundet efter krigens afslutning.
Kl. 11:02 tillod en åbning i skydækket bombeskytten kaptajn Kermit Beahan at få Nagasaki i bombesigtet som han havde fået besked på. Bomben, med en kerne af 8 kilogram plutonium-239, eksploderede 469 meter over byens industriområde, omtrent midtvejs mellem Mitsubishis stål- og våbenfabrik og samme virksomheds torpedofabrik — byens to primære militære mål.
Cirka 75.000 af Nagasakis 240.000 indbyggere blev dræbt øjeblikkeligt, og mindst lige så mange omkom senere af skader og strålesyge. Visse kilder taler dog om hvordan Nagasakis befolkning på en brøkdel af et sekund blev reduceret fra 422.000 til 383.000, svarende til 39.000 døde. Medregnet de der døde siden hen som følge af kræftfremkaldende radioaktive stoffer menes tabstallet at være mindst 100.000[kilde mangler].
Den tredje atombombe ville være klar den 19. august med Tokyo som det sandsynligste mål[17], men præsident Truman udskød på et kabinetsmøde den 10. august beslutningen i mindst tre dage, muligvis på ubestemt tid. Se nedenfor. Det ville have været en plutoniumbombe a la Nagasakibomben. En 4. bombe ville først være klar i september, hvorefter USA kunne fremstille 2-3 bomber hver måned[18]. US Armys chef George Marshall mente, at man burde overveje at tilbageholde de producerede atombomber til taktisk anvendelse mod fjendtlige styrker i forbindelse med den planlagte invasion af Kyushu 1. november[19]. Marshall tog udgangspunkt i et tidligere notat fra general for ingeniørtropperne Leslie Groves, som havde overværet Trinitytesten og fastslog, at kun 30 minutter efter, at en atombombe var kastet, kunne de amerikanske styrker rykke ind i eksplosionszonen[20]. Flere kilder har efterfølgende fremhævet Groves' notat som eksempel på den ufuldstændige viden, som man på det tidspunkt havde om atombombens natur[21][22].
Det samlede tab af menneskeliv for de to byer over de første fire måneder opgøres til mellem 150.000 og 250.000 personer[5]. Japan havde indført tvangsarbejdere fra det besatte Korea og det skønnes, at en ud af syv dræbte i Hiroshima var koreanere, der blandt andet arbejdede på Mitsubishi-skibsværftet i byens centrum[23].
Lige efter angrebene antændte den intense hede fra eksplosionerne hele bydele af træhuse. De som overlevede selve bomben og den efterfølgende brand, oplevede både umiddelbare og langsigtede eftervirkninger. I Japan omtaler man folk med skader fra atombomberne som Hibakusha (被爆者), og denne gruppe oplever problemer med social udstødelse.
Strålesyge slog 60.000 Hiroshima-borgere ihjel inden udgangen af året, men i modsætning til almindelig opfattelse har ingen af de børn, som blev født af overlevende efter angrebet, tegn på misdannelser.[24] Brandsår fra hændelsen, som for længst så helede ud, kunne pludselig svulme op og danne arvæv[kilde mangler], og fra omkring 1950 skød antallet af leukæmi-tilfælde (blodkræft) i vejret, og fra 1955 steg forekomsten af flere andre kræftformer, herunder brystkræft, lungekræft og kræft i skjoldbruskkirtlen.
Radiation Effects Research Foundation[25] er en fælles japansk-amerikansk forskningsinstitution, der stadig overvåger ofrene og deres efterkommere for atombomberne.
Selve byerne blev genopbygget, og præges i dag af moderne japansk arkitektur. Men en del af de gamle ruiner er bevaret som et mindesmærke over atomangrebene, og for freden. Der findes også et museum der dokumenterer bomberne, og foran dette et parkanlæg med en flamme, der vil brænde, indtil den sidste atombombe i verdens våbenarsenaler er demonteret. Et af mindesmærkerne bærer inskriptionen "Hvil i fred, for fejtagelsen vil aldrig blive gentaget." Der er også et monument for de mange koreanerne, der omkom i angrebet.[26]
Atomic Bomb Casualty Commission (kommission for atom-bombens ofre) var en kommission, der blev oprettet i 1946 i overensstemmelse med en præsidentiel direktiv fra Harry S. Truman. Kommissionens eneste formål var at forske i overlevende fra atombombardementer, fordi de troede, at de ikke ville få en ny chance, før der opstod en ny verdenskrig.[27][28] Derfor undersøgte denne kommission helbredet for Hibakusha, men behandlede dem ikke. De amerikanske ledere betragtede behandlingen af Hibakusha som en anerkendelse af ansvaret for deres skader. Som følge heraf følte Hibakusha sig behandlet som forsøgsdyr af ABCC-kommissionen.[27][29][30][31]
ABCC-kommissionen fokuserede sig også på Nishiyama distriktet i Nagasaki. Mellem hypocentret og Nishiyama lå der bjerge, hvilket betød, at strålingen og varmen fra eksplosionen ikke kunne nå direkte til Nishiyama, og der var heller ingen skader. Men på grund af nedadstigende aske og regn viste det sig, at der stadig var meget stråling til stede. Derfor blev der efter krigen udført sundhedsundersøgelser uden at informere befolkningen om formålet med dem.[32] Oprindeligt blev undersøgelsen i Nishiyama udført af den amerikanske hær, men senere blev det overdraget til ABCC-kommissionen.
Et par måneder efter atombombardementerne viste folk i Nishiyama en betydelig stigning i antallet af hvide blodlegemer. Hos dyr kan leukæmi opstå efter eksponering af hele kroppen, så man ville undersøge, hvad der sker hos mennesker. Der blev også konstateret osteosarkom hos mennesker efter oral indtagelse af radioaktivt materiale.[32][33] Ifølge den rapport, som ABCC-kommissionen havde skrevet, var beboerne i Nishiyama-distriktet, som ikke var direkte ramt af atombombardementerne, en ideel befolkning til at observere virkningerne af reststråling.[32][33]
USA fortsatte undersøgelsen af reststråling, efter at Japan blev uafhængigt, men resultaterne blev aldrig videreformidlet til beboerne i Nishiyama.[34] Som følge heraf fortsatte beboerne med at drive landbrug efter Anden Verdenskrig, og antallet af leukæmipatienter steg, og flere mennesker døde.[34]
Efter atombombardementerne ønskede japanske videnskabsfolk at udføre forskning for at hjælpe hibakusha med at helbrede, men SCAP tillod ikke japanerne at udføre forskning om atombombens skader.[32] Især var reglerne indtil 1946 strenge, hvilket førte til flere dødsfald på grund af stråling.[35]
Hvis Hibakusha nægtede at gennemgå rutinemæssige medicinske undersøgelser, truede ABCC med at stille dem for krigsret for krigsforbrydelser. Derudover, hvis Hibakusha døde, besøgte ABCC personligt deres hjem og fjernede deres lig for obduktion.[36] ABCC-kommissionen forsøgte også at tage ligene af en dødfødt tvilling med til undersøgelse.[37] Det antages, at mindst 1.500 organer blev sendt til Armed Forces Institute of Pathology i Washington.[36]
Det er en af efterkrigstidens myter, at atombombningen af Japan havde betydning for landets overgivelse. Flere kilder antyder det modsatte.
I dokumentet United States Stratetic Bombing Survey, fra juli, 1946 [38] hedder det: ”Baseret på Rådets indgående undersøgelse af alle fakta, herunder vidnesbyrd fra de overlevende japanske ledere, er det Rådets opfattelse, at Japan ville have kapituleret med stor sandsynlighed inden 1. november 1945 og med sikkerhed inden 1. december, selv uden anvendelse af atomvåben, selv uden Sovjetunionens indtræden i krigen og selv uden at en amerikansk invasion (af øriget) var planlagt eller effektueret.”
Den amerikansk-japanske historiker Tsuyoshi Hasegawa lægger – med interne japanske regeringsdokumenter som kilde – afgørende vægt på Sovjetunionens indtræden i krigen i sin bog Racing the enemy : Stalin, Truman, and the surrender of Japan (2005).
I The Atomic Bombs and the Soviet Invasion: What Drove Japan’s Decision to Surrender? (2007)citerer Tsuyoshi Hasegawa kejser Hirohito, der i sin egenskab af øverstkommanderende for de væbnede styrker den 17. august giver den formelle ordre til indstilling af kamphandlingerne med denne begrundelse: “Nu, hvor Sovjetunionen er trådt ind i krigen mod os, ….betyder en fortsættelse hjemme og oversøisk under de givne betingelser kun meningsløse lidelser for os selv og at selve fundamentet for kejserrigets eksistens er truet. Derfor og til trods for, at der stadig eksisterer en enorm kampvilje i den kejserlige flåde og hær, agter jeg at slutte fred med USA, Storbritannien og Sovjetunionen…” [39]
Atombomben nævnes ikke.
Derimod omtaler kejser Hirohito atombomben i sin tale til nationen den 15. august, japansk tid, men i overvejende grad rent 'en passant': "Derudover har fjenden taget en ny og grusom bombe i brug med en ufattelig ødelæggelseskraft..." [40]
Hasegawa (2007) citerer general Masakazu Kawabe, medlem af det centrale krigsråd, for følgende: ”Jeg var nok mere rystet over anvendelsen af atombomben end de fleste. Men fordi jeg havde mere kendskab til atomvåbnets natur end andre, var det min opfattelse, at USA næppe rådede over mange bomber. Derudover var vi blevet vant til bombardementer fra USA’s B-29’ere.” [39]
Kawabe sigter her til luftbombardementerne med konventionelle brandbomber af de japanske byer i foråret og sommeren 1945. Alene ved luftangrebet på Tokyo den 9. marts opgøres antallet af ofre til 185.000 (døde, sårede eller savnede). Kilde:United States Stratetic Bombing Survey, july 1946).
På den baggrund – at den faktiske fredsslutning og efterfølgende besættelse af det japanske ørige imødekom de japanske forbehold mod en betingelsesløs overgivelse – kan atombomberne mod Hiroshima og Nagasaki synes særligt meningsløse.
Historikeren James J. Weingartner ser en forbindelse mellem Amerikansk lemlæstelse af japanske krigsofre (en) og bombningerne.[99] Ifølge Weingartner var begge delvist resultatet af en dehumanisering af fjenden. "[D]et udbredte billede af japanerne som undermennesker udgjorde en følelsesmæssig kontekst, der gav en yderligere retfærdiggørelse for beslutninger, som resulterede i hundredtusindvis af dødsfald."[100] Den anden dag efter bombningen af Nagasaki udtalte præsident Truman: "Det eneste sprog, de ser ud til at forstå, er det, vi har brugt til at bombe dem. Når man har med et dyr at gøre, må man behandle det som et dyr. Det er yderst beklageligt, men ikke desto mindre sandt."[101]
I 2003 udtalte Nelson Mandela, som modsatte sig Apartheid i Sydafrika, følgende om bombningerne af Hiroshima og Nagasaki.[102]
Afslutningsvist må det konstateres, at diskussionen om atombombernes betydning og lovlighed har været heftig, både blandt lærde og mindre lærde, siden de blev kastet, og må påregnes at fortsætte mange år endnu. Se også Stillehavskrigen.
U.S. Marines on their way to Guadalcanal relished the prospect of making necklaces of Japanese gold teeth and 'pickling' Japanese ears as keepsakes.
34°23′N 132°27′Ø / 34.39°N 132.45°Ø / 34.39; 132.45