Johann Adolf Scheibe (1708–1776) var en tysk-dansk barokk-komponist og musikk-kritiker.
Scheibe var en av de viktigste representantene for opplysningstidens musikk, påvirket av den franske klassisismen. Gjennom en rasjonell imitasjon av naturinntrykk og anvendelse av pedagogisk-moralske elementer i instrumentalmusikken beredte den grunnen for den «følsomme stilen».
Biografi
Johann A. Scheibe var født og vokste opp i Leipzig som sønn av orgelbyggermesterenJohann Scheibe (ca. 1680–1748). I 1725 begynte han å studere rettsvitenskap og filosofi ved byens universitet, men måtte avbryte etter at familiens finansielle situasjon forverret seg. Han lærte da å spille orgel og cembalo, stort sett på egen hånd. Etter et mislykket forsøk på å få posten som organist ved Thomaskirken i Leipzig i 1729 – Johann Sebastian Bach var en av meddommerne – arbeidet han mellom 1730 og 1735 som musikklærer og komponist i hjembyen.
I 1736 reiste Scheibe til Hamburg, hvor han snart fikk innflytelsesrike venner som Mattheson og Telemann. Oppmuntret av begge utga han fra 1737 til 1740 Der critische Musicus, et tidsskrift som befattet seg med viktige problemstillinger innen tidens musikkestetikk. Scheibe ble med det en av de første publiserende musikkritikere.
I 1740 ansatte markgrevens søster, den danske dronning Sophie Magdalene, Scheibe som kapellmester og hoffkomponist i kong Christian VIspietistisk pregede danske hoff på Christiansborg slott i København. Scheibe ble snart en av de ledende figurene i hovedstadens musikalske liv; han ledet orkesteret, komponerte vokal- (Passionsoratorium 1742, musikken er tapt) og instrumentalmusikk, og var den drivende kraften bak dannelsen av Danmarks første musikalske selskap, «Det musikalske Societet» som gav offentlige konserter i årene 1744 til 1749.
Etter kongens død i 1746 kom Frederik V på tronen. Han vendte seg fra pietismen og lot i 1749 Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv gjenåpne. Da teater og opera igjen var tillatt i København, endret musikksmaken seg, og italiensk opera og franske syngespill kom på moten. Scheibe, som var en innbitt motstander av den nye italienske operamusikken, mistet i 1748 stillingen som kapellmester. Han ble etterfulgt av italieneren Paolo Scalabrini.
Scheibe arbeidet deretter som musikkpedagog i Sønderborg og oversatte dansk litteratur til tysk. Han holdt sine kontakter med det københavnske musikkliv ved like, komponerte for det halvoffentlige «musikalske Societet» og skrev leilighetsmusikk til det kongelige hoff. Sørgekantatene for kong Frederik V og dronning Louisa hører til hans hovedverk. I 1746 ble han tatt opp i Københavns frimurerlosjeZorobabel og i 1749 publiserte han samlingen Neue Freymaurerlieder mit bequemen Melodien.
Scheibe oversatte Holbergs verk til tysk, skrev en biografi om ham og publiserte en samlet, revidert 2. utgave av Der critische Musikus (1745), såvel som Abhandlung vom Ursprung und Alter der Musik (1754) og Über die musikalische Komposition (1773).
På denne tiden besøkte han København flere ganger for å lede oppføringer av sin musikk. Han trakk han seg helt tilbake i 1762 og døde 14 år senere.
Musikk-kritikeren Scheibe om sine samtidige
Scheibe holdt Johann Sebastian Bach og Georg Friedrich Händel for å være de beste komponistene av klaviaturmusikk, særlig på grunn av deres overlegent strukturerte og ornamenterte verk. Også som organist, cembalist og klavikordspiller regnet han Bach som uovervinnelig, bare Händel kunne sammenlignes. Bachs italienske konsert (BWV 971) proklamerte han som et forbilde som fortjente at alle komponister aktet det som et eksempel på en godt konstruert konsert.
Når det gjelder Bachs kirkemusikk mente Scheibe den var alt for kunstferdig og snirklete, og sto på at musikken til Georg Philipp Telemann og Carl Heinrich Graun var klart overlegne Bachs verker, som «ikke i noe tilfelle viste slikt ettertrykk, overbevisning og fornuftig ettertenksomhet [som Telemann og Grauns musikk].»[8][9] De fleste tyskere på denne tiden rangerte Telemann, Graun og Johann Adolf Hasse som de største komponistene.
Scheibe publiserte i 1737 en usignert essay formet som et brev der han uten å nevnte navn gikk til angrep på Bach. For å fornærme ham betegnet han Bach som en «Musicus»; den gang betød det nærmest «spillemann», mens Bach i virkeligheten var en svært godt utdannet musiker, riktignok mest gjennom egenstudier.[10] Scheibe mente Bachs musikk var unaturlig, pretensiøs og holdt i en forvirrende stil. Fordi Bach skrev ut alle ornamentene i stedet for å overlate forsiringene til utøveren, ble melodiens og harmoniens skjønnhet tildekket. I tråd med tidens nye smak foretrakk Scheibe en melodistemme med akkompagnement, mens Bach skrev polyfone verk der alle stemmene var likeverdige, noe som førte til komplekse musikkverk. Scheibe mente at Bachs musikk var overlesset, affektert og overveldende i stedet for ren, naturlig og høytidsstemt, slik han mente det var verd å strebe etter.
Scheibes kritikk førte til at den berømte retorikk-dosenten Johann Abraham Birnbaum (1702-1748) tok Bach i forsvar.[11] På grunn av sin Bach-kritikk ble, og blir, Scheibe uglesett av mange musikkvitere, spesielt Bachforskere.
Musikkverk
Scheibe var en av de viktigste representantene for opplysningstidens musikk, påvirket av den franske klassisismen og litteratene Johann Christoph Gottsched og Christian Wolff. Gjennom en rasjonell imitasjon av naturinntrykk og anvendelse av pedagogisk-moralske elementer i instrumentalmusikken beredte den grunnen for den «følsomme stilen» (empfindsamer Stil). Harmonien måtte underordne seg den uttrykksfulle melodien.
Inge Kristiane Brander karakteriserte Scheibes stil som grunnlagt på barokktidens idealer, men preget av en «streben etter et enklere og klarere musikalsk uttrykk, etter en vakker og følelsesladet melodi.»[12]
Scheibe skriver i sin selvbiografi som Mattheson publiserte i 1740:
«Av praktiske arbeider [dvs komposisjoner] har jeg knapt nok publisert noe; men jeg har likevel skrevet en mengde. Mer enn 150 kirkemusikalske verk, over en periode på 6 eller 7 år mer enn 150 konserter for fløyte og mer enn 30 for fiolin; mer enn 60 til 70 symfonier; uten [å regne med] klavermusikk eller andre vokal- og instrumentalarbeider: nemlig trioer, soloer, italienske og tyske kantater og lignende som jeg også skrev på den tiden. I tillegg kommer noen gode kantater og sanger som jeg har komponert til forskjellige begivenheter, et par gode pasjonsoratorier og en opera, hvorav sistnevnte ikke ble oppført fordi operaen i Hamburg ble nedlagt da den skulle settes opp.»[13]
Fløytekomposisjonene hører til de få som ble trykt i Scheibes levetid, men publikasjonene er tapt, og stykkene kjennes bare gjennom avskrifter fra det Det Kongelige Bibliotek i København.
En nyhet for Danmark var pasjonsoratoriet som Scheibe oppførte i 1742 på Christiansborg slott. Den gang var oppføringer med store ensembler på mer enn et dusin medvirkende noe nytt og overveldende. Pasjonskantatene hans satte preg på tidens konsertliv i Danmark.
Scheibes mest produktive skaperperiode falt sammen med tiden ved Christiansborg slott. Slottet og musikkbiblioteket brant ned 26. februar 1794.
Magnificat i D, for tromba I-II, principale, tympana, oboe I-II, violino I-II, viola, SATB, basso, organo (Becif.), ISBN 87-88215-48-2
Magnificat i G, for oboe I-II, violino I-II, viola, SATB, basso, organo (Becif.), ISBN 87-88215-01-6
Sanctus i F, for corno di caccia I-II, violino I-II, viola, SATB, continuo, organo, ISBN 87-88215-03-2
Sanctus i G, for Oboe I-II, violino I-II, viola, SATB, continuo (Becif.), ISBN 87-88215-05-9
Kirkekantater
Der Engel des Herrn lagerte sich, for tromba I-II, principale, tympani, flauto traverso I-II, oboe I-II, violino I-II, viola, SATB, continuo (Becif.), ISBN 87-88215-07-5
Der Tod ist verschlungen in, for clarino I-II, tympano, violino I-II, viola, SATB, continuo (Becif.), ISBN 87-88215-09-1
Die Liebe Gottes ist ausgegossen, for clarino, oboe, violino I-II, viola, SATB, continuo (Becif.), ISBN 87-88215-11-3
Lobet den Herrn, alle Heiden, for corno I-II, oboe I-II, violino I-II, viola, SATB, continuo (Becif.), ISBN 87-88215-15-6
So ofte Jesus grosser Nahme, for oboe, calcedone, violino I-II, viola, SATB, organo (Becif.), ISBN 87-88215-17-2
Wer sich rühmen will, for trombe I-III, tympani, flauto traverso I-II, oboe I-II, violino I-II, viola, SATB, basso, ISBN 87-88215-19-9
Der wundervolle Tod des Welterlösers, oratorium av J. A. Scheibe, ISBN 87-88215-23-7
Die Auferstehung und Himmelfahrt Jesu, kantate av K. W. Ramler, ISBN 87-88215-21-0
Passions-Cantata (Vor Harpe er bleven til Sorrig), poesi av Johannes Ewald, ISBN 87-88215-29-6
Sørge-Cantata ved Christi Grav (Herrens Salvede, som var vor Næses Aand), poesi av Johannes Ewald, ISBN 87-88215-31-8
Leilighetskantater
Der Tempel des Ruhmes, Ein Singgedicht am Tage als I. K. M. Juliana Maria und S. K. M. König Friederich V zu Dänemark dero prächtigen Einzug in Kopenhagen hielten, 11. Oktober 1752, Die Poesie von J. A. Scheibe, ISBN 87-88215-35-0
Die Patrioten, Ein Singgedicht auf den Geburtstag des Kronprinzens von Dänemark (Christian VII), 1760, Die Poesie von Cramer, ISBN 87-88215-37-7
I Jesu Navn skal al vor Gerning ske, Copulationsmusik, ISBN 87-88215-39-3
Sørge- og Klage-Sange over Dronning Lovise (Rinder I Taarer fra bundløse Floder), 1752, Ved G. Schaft, ISBN 87-88215-33-4
Sørge-Sange over Kong Frederik V (O Skræk! hvad seer jeg her?), Christiansborg Slotskirke 18. März 1766, Poesien von Johannes Ewald, ISBN 87-88215-41-5
Kammerkantater
Cephalus (Seyd munter, ihr Jäger!), kantate av Johann Elias Schlegel, for tenor solo & cor I-II, violino I-II, viola, basso, ISBN 87-88215-43-1
Tragische Kantaten für eine oder zwo Singestimmen und das Clavier, Nämlich: des Herrn von Gerstenbergs „Ariadne auf Naxos“, und Johann Elias Schlegels „Prokris und Cephalus“, ISBN 87-88215-45-8
Skrifter
Compendium musices theoretico-practicum, das ist Kurzer Begriff derer nöthigsten Compositions-Regeln, MS, D LEm, ca. 1730
Der critische Musikus, I, Hamburg 1738, II, Hamburg 1740, I und II, Leipzig 1745
Abhandlung vom Ursprunge und Alter der Musik, insonderheit der Vokalmusik, Altona und Flensburg 1754
„Abhandlung über das Rezitativ“, in: Bibliothek der schönen Wissenschaften und freien Künste XI–XII, 1764–1765
Über die musikalische Composition,
Erster Theil: Die Theorie der Melodie und Harmonie, Leipzig 1773
Zweyter Theil: Die Harmonie, oder Die Zusammensetzung der Töne an und für sich selbst, MS, DK Kk
Utgaver
Johann Adolph Scheibe, Ueber die Musikalische Composition, Erster Theil, Die Theorie der Melodie und Harmonie (= Dokumenta Musikcologica 42), Faks.-Nachdr. der Ausg. Leipzig 1773, Kassel 2006
Musiktheoretische Quellen 1750-1800. Gedruckte Schriften von J. Riepel, H. Chr. Koch, J. F. Daube und J. A. Scheibe (med Scheibes Über die musikalische Composition), utgitt av musikkteoretikeren Ulrich Kaiser, med forord og bibliografi av Stefan Eckert og Ulrich Kaiser, Berlin 2007 ISBN 978-3-89853-615-8
^„Streben nach einem einfacheren und lauteren musikalischen Ausdruck, nach einer reizenden und empfindsamen Melodie“
^Fritt oversatt fra: „Von praktischen Arbeiten habe ich zwar noch niemals etwas durch den Druck bekannt gemacht; es sind aber derselben eine ziemliche Menge von mir verfertiget worden. Mehr als 150 Kirchenstücke, in einer Zeit von 6 oder 7 Jahren; mehr als 150 Concerten für die Flöte; und mehr, als 30 für die Geige; mehr als 60 biß 70 Sinfonien; ohne Claviersachen, oder andere Vokal- und Instrumentalarbeiten: nemlich, an Trios, Solos, italiänischen und deutschen Cantaten und dergleichen zu rechnen, sind in eben dieser Zeit von mir gesetzet worden. Hierzu kommen noch einigen starcke Serenaten und Singgedichte, die ich bey unterschiedenen Begebenheiten gemacht habe, ein Paar starcke Passions-Oratoria, und eine Oper; welche letztere aber nicht aufgeführet werden konnte: weil die Opern allhier in Hamburg eben zu der Zeit eingingen, da sie zum Vorschein kommen sollte.“
