Vilhelm blev i 1914 valgt til fyrste, da Albanien blev selvstændigt. Han ankom til landet i marts1914, men måtte allerede forlade landet igen i september samme år. Officielt blev hans regeringstid dog først afsluttet i 1925, da landet blev udråbt til republik.[1]
Som yngre søn var det forventet, at han fik en karriere indenfor militæret, og efter færdiggørelsen af sin skolegang blev han uddannet som officer. Prins Vilhelm tjente derefter som kavalleriofficer i den preussiske hær, indtil han i 1911 blev kaptajn i Tysklands generalstab.[3]
Fyrste af Albanien
Karikatur fra oktober1913 af Prins Wilhelm og den albanske oprørsleder Isa Boletini, få måneder før hans overtagelse af den albanske trone og ankomst til landet.
I 1913 havde de europæiske stormagter efter lang tids tøven og forhandling på London-konferencen (1912-13) anerkendt den albanske stat, som albanerne efter Det Osmanniske Riges nederlag i Den Første Balkankrig havde udråbt med politisk og militær støtte fra Østrig-Ungarn. Stormagterne tvivlede dog på, at albanerne ville kunne regere sig selv og forbeholdt sig derfor ret til at udnævne en fyrste. På forslag af Dronning Elisabeth af Rumænien faldt valget på hendes nevø, Prins Vilhelm, og dermed på en tysk protestant, der også kunne accepteres af Østrig-Ungarn. Østrig-Ungarn og Tyskland ville med indsættelsen af Vilhelm forhindre, at Italien eller Serbien fik indflydelse over Albanien. Derudover håbede man, at en fyrste, der ikke tilhørte nogle af de i Albanien repræsenterede religioner, ville blive accepteret som neutral. Efter nogen tøven og på opfordring af sin kone, Prinsesse Sophie, accepterede Vilhelm valget den 6. februar1914.[4] Således rejste 18 honoratiores fra Albanien under ledelse af Essad Pascha Toptani til Neuwied og tilbød i en ceremoni den 21. februar1914 den "albanske krone" til Prins Vilhelm.[1]
Vilhelm og hans hustru ved ankomsten til Albanien i marts1914.
Den 7. marts1914 ankom Vilhelm og Sophie med deres to børn til havnebyenDurrës i Albanien, der skulle være hans hovedstad og residens.[2] Familien blev indkvarteret i en toetagers bygning midt i byen, og selv om forholdene i slottet efter albanske forhold var ret luksuriøse, var de beskedne i sammenligning med andre europæiske residenser. Det land han ankom til, var yderst fattigt og rådede ikke over nogen nævneværdig infrastruktur eller forvaltningsapparat. Da han kun kendte lidt til landet og de lokale forhold, var han henvist til at stole på sine rådgivere. Det lykkedes ham ikke hurtigt at opnå anseelse hos folket og den lokale magtelite, og magtkampene mellem de lokale magthavere og de udenlandske stater, af hvis finansielle, politiske og militære støtte han var afhængig, kom hurtigt til at beherske hverdagen. I det sydlige Albanien forsøgte grækerne at vinde indflydelse, mens nogle albanske ledere, først og fremmest hans indenrigs- og krigsminister Essad Pascha Toptani, selv stræbte efter tronen. Samtidig gjorde muslimer fra det centrale Albanien oprør mod regeringen og angreb hovedstaden.[4] Med udbruddet af Første Verdenskrig blev situationen endnu mere udsigtsløs.
Vilhelm forlod Albanien igen blot seks måneder efter sin ankomst, den 5. september1914, blot seks måneder efter sin anskomst.[2] Officielt blev hans regeringstid dog først afsluttet den 31. januar1925, da landet blev udråbt til republik.[1]
Vilhelm abdicerede formelt aldrig som fyrste af Albanien. Så sent som i 1917, hvor han deltog i Første Verdenskrig som preussiskofficer, krævede han igen sin genindsættelse.[4] I april1918 tog han sin afsked fra hæren, og i 1925 flyttede han til Rumænien, hvor han levede resten af livet.
.svg)
.jpg)
