Validitet

Validitet eller ''gyldighed'' er et teoretisk begreb, som anvendes til at estimere gyldigheden af en undersøgelses konklusioner, nærmere bestemt, i hvilket omfang et koncept, en konklusion eller en måling er i overensstemmelse med den virkelige verden.^[1]. Ordet "valid" er afledt af det latinske ord validus, der betyder stærk. Validitet omhandler en række forskellige typer bevisførelser, hvor validiteten af et måleværktøj angiver i hvilken grad værktøjet måler det, det hævdes at måle. ^[2] Der findes forskellige former for validitet fx. målingsvaliditet, intern og ekstern validitet, samt økologisk validitet.

Inden for psykometri har validitet en særlig betyding, der også er defineret som testvaliditet : "den grad, i hvilken evidens og teori understøtter fortolkningerne af testresultater".^[3]

Videnskabelig validitet omhandler, i hvilket omfang statistiske målinger afspejler det, der faktisk er sket. Derfor er det ikke kun et spørgsmål om måling, men også et epistemologisk og filosofisk spørgsmål.

Udtrykket er tillige benyttet indenfor logik, hvor betydningen er mere snæver. Her angår problemstillingen forholdet mellem præmisserne for og konklusionen i et argument. Hvis præmisserne er sande og argumentet er holdbart, vil konklusionen være sand. Dette forhold bygger på en deduktiv bevisførelse.

I modsætning hertil er "videnskabelig eller statistisk validitet" en induktiv påstand. der kan karakteriseres som enten stærk eller svag, men den er aldrig determinerende for et sagsforhold eller med sikkerhed sand. Derfor er "videnskabelig eller statistisk validitet" åben for fortolkning med hensyn til den virkelige betydning af sagens fakta.

Validitet kan bruges som værktøj til at bestemme, hvilke typer tests der skal anvendes i en specifik sammenhæng og dermed sikre, at forskere bruger metoder, der ikke kun er etiske og omkostningseffektive, men også måler de bagvedliggende ideer eller konstruktioner. De teiske overvejelser er især væsentlige hvis de "involverer konkrete forsøg med mennesker - herunder især når deltagerne udsættes for fysiologiske tests og subliminale stimuli.^[3]

Målingsvaliditet er typisk anvendt inden for kvantitative studier og angiver, i hvilken grad en undersøgelse måler det, den hævder at måle. Det forekommer hyppigt, at målingsvaliditeten sikres igennem en operationalisering ^[4] Herved adskiller begrebet sig fra reliabilitet, som angiver den grad, hvor en måling giver resultater, der er konsistente.

Denne term er stærkt omdiskuteret.

Til denne type bevisførelse hører statistiske analyser af testenes interne struktur, herunder forholdet mellem de anførte svar på forskellige testelementer. De omfatter også forholdet mellem testen og eksperimenter, der er designet til at afdække aspekter af kausalitet og til at konstruere validitetsbeviser.^[5]

Indholdsvaliditet er en ikke-statistisk type validitet, der involverer "en systematisk undersøgelse af testinholdet for at afgøre, om det bygger på en repræsentativ stikprøve af det adfærdsdomæne, der skal måles. Et eksempel er intelligenstests, hvor problemet er, om et IQ-spørgeskema dækker alle de intelligensområder, der er omtalt i den videnskabelige litteratur.^[6]

Indholdsvaliditet omfatter ligeledes, i hvilken grad testens indhold matcher et indholdsdomæne, der er forbundet med konstruktionen. For eksempel bør en test af evnen til at lægge to tal sammen omfatte en række kombinationer af cifre. En test med kun etcifrede tal eller kun lige tal ville ikke have en tilstrækkelig dækning af indholdsdomænet. Indholdsrelateret bevis involverer typisk en fagekspert (SME), der evaluerer testelementer i forhold til testspecifikationerne.^[7]

En test opnår indholdsvaliditet gennem omhyggelig udvælgelse af, hvilke elementer der skal inkluderes i undersøgelsen. (Anastasi & Urbina, 1997) Det anbefales, at elementerne udvælges, således at de overholder testspecifikationen, som er udarbejdet gennem en grundig undersøgelse af emneområdet. Foxcroft, Paterson, le Roux & Herbst (2004, s. 49) ^[8] bemærker, at ved at bruge et ekspertpanel til at gennemgå testspecifikationerne og udvælgelsen af elementer, kan testens indholdsvaliditet forbedres. Eksperterne vil være i stand til at gennemgå elementerne og kommentere, om elementerne dækker en repræsentativ stikprøve af adfærdsdomænet.

er et estimat af, om en test ser ud til at måle et bestemt kriterium; det garanterer ikke, at testen rent faktisk måler fænomener inden for det pågældende domæne. Målinger kan have høj validitet, men hvis testen ikke ser ud til at måle, hvad den er, har den lav genkendelsesvaliditet.

Begrebet er meget tæt forbundet med indholdsvaliditet. Mens indholdsvaliditet afhænger af et teoretisk grundlag for at antage, om en test vurderer alle områder af et bestemt kriterium. relaterer genkendelsesvaliditet sig til, om en test ser ud til at være en god måling eller ej.

Malleus Malificarum (Heksehammeren) havde ingen støtte til sine konklusioner udover den ekspertise, som to "eksperter" i "heksekunstopdagelse" blev tilskrevet, men den blev benyttet til at "teste" og fordømme titusindvis af mænd og kvinder, som blev brændt på bålet som "hekse".

Kriterievaliditetsbeviser sammenligner en test med andre målinger eller resultater (kriterierne), der a priori anses for at være gyldige. For eksempel valideres medarbejderudvælgelsestests ofte mod målinger af jobpræstation (kriteriet), og IQ-tests valideres ofte mod målinger af akademisk præstation (kriteriet).

Hvis testdata og kriteriedata indsamles samtidig, kaldes dette for et samtidigt validitetsbevis. Hvis testdata indsamles først for at forudsige kriteriedata indsamlet på et senere tidspunkt, kaldes dette for prædiktiv validitetsbevis.

Prædiktiv validitet refererer til den grad, i hvilken operationaliseringen kan forudsige (eller korrelere med) andre målinger af samme konstruktion, der måles på et tidspunkt i fremtiden. Igen, med eksemplet med udvælgelsestesten, ville dette betyde, at testene administreres til ansøgere, alle ansøgere ansættes, deres præstation gennemgås på et senere tidspunkt, og derefter korreleres deres scorer på de to målinger.

Det er også her, at måling forudsiger en sammenhæng mellem det målte og noget andet; forudsiger, om den anden ting vil ske i fremtiden. Høj korrelation mellem forudsagte resultater og faktiske resultater efterfulgt af en undersøgelse er det stærkeste bevis for validitet.

Gyldigheden af eksperimentelle forskningsstudier er en fundamental del af den videnskabelige metode ^[1] og et forskningsetisk anliggende. Uden et gyldigt design kan der ikke drages valide videnskabelige konklusioner.

Statistisk konklusionsvaliditet er den grad, i hvilken konklusioner om forholdet mellem variabler baseret på dataene er korrekte eller 'rimelige'. Dette blev introduceret til at handle om, hvorvidt den statistiske konklusion om forholdet mellem variablerne var korrekt, men er senere tenderet til at acceptere 'rimelige' konklusioner, der bruger: kvantitative, statistiske og kvalitative data.

Statistisk konklusionsvaliditet indebærer at sikre brugen af tilstrækkelige stikprøveprocedurer, passende statistiske tests og pålidelige måleprocedurer. ^[9] Da denne type validitet udelukkende beskæftiger sig med den sammenhæng, der findes mellem variabler, kan sammenhængen udelukkende beskrives som en korrelation.

Intern validitet er et induktivt estimat af, i hvilken grad konklusioner om årsagssammenhænge kan drages (f.eks. sammenhængen mellem årsag og virkning), baseret på de anvendte målinger, forskningsmiljøet og hele forskningsdesignet . Gode eksperimentelle teknikker, hvor effekten af en uafhængig variabels påvirkning af en afhængig variabel undersøges under stærkt kontrollerede forhold, tillader normalt højere grader af intern validitet end for eksempel single-case designs.

• Empirisk forskning
• Reliabilitet