Reliabilitet

Denne artikel omhandler det generelle metodiske begreb. For det ingeniørvidenskabelige begreb, se pålidelighed (ingeniørvidenskab)

Reliabilitet (også kaldet pålidelighed eller konsistens) er et udtryk i empirisk forskning og bruges som en beskrivelse af et sæt af empiriske målingers konsistens. Det er et udtryk for høj reliabilitet, hvis resultatet af målinger er stabile.^[2] Det er vigtigt at empiriske måleinstrumenter giver troværdige resultater. For at vurdere troværdigheden af et instrument kan man vurdere reliabiliteten.^[3] Det er derfor ikke nok eksempelvis at vurdere, om et termometer måler korrekt, men også om det gentagende måler det samme som samme temperatur.

Begrebet anvendes i både natur- og humanvidenskab,^{[4][5][2][6][7]} men er primært forbundet med realistiske og positivistiske forskningstraditioner.^[8][9][10]

Man skelner ofte mellem ekstern og intern reliabilitet.^[2] Ekstern reliabilitet henviser til et studies reproducerbarhed. Det vil sige, at et studie bør kunne efterlignes og dermed give samme resultater.^[11][7] Intern reliabilitet henviser til sammenhængen mellem forskellige delmålinger i et konstrukt. I humanvidenskaber såsom psykologi, økonomi og sociologi er med som regel interesseret i at måle latente konstrukter, som ikke nødvendigvis kan indfanges med ét enkelt spørgsmål i et spørgeskema. Derfor anvender man flere delspørgsmål, som man beregner er en samlet skala ud fra. I denne sammenhæng dækker intern reliabilitet over sammenhængen mellem resultaterne for de enkelte delspørgsmål.^[12]

• Empirisk forskning
• Validitet