University of British Columbia (UBC) er et offentligt forskningsuniversitet beliggende i British Columbia i Canada. Universitetet blev grundlagt i 1908 som McGill University College of British Columbia og blev i 1915 uafhængigt og ændrede navn til sit nuværende. Det er British Columbias ældste højere læreanstalt og har i dag over 60.000 studerende ved sine afdelinger i Vancouver og i Kelowna i Okanagan Valley.[2] De fleste studerende er tilknyttet de fem største fakulteter: Arts, Science, Applied Science, Medicine og Sauder School of Business.[3]
Ifølge de årlige ranglister over universiteter er UBC blandt de tre bedste canadiske universiteter,[4] og blandt de 30-40 bedste offentlige universiteter i verden.[5][6] Syv forskere og tidligere studerende ved UBC har modtaget Nobelprisen[1] og tre af Canadas premierministre har læst ved UBC, herunder landets nuværende (2017) premierminister Justin Trudeau.[7]
Universitets bibliotek, UBC Library, er med 9,9 millioner eksemplarer et af de største forskningsbiblioteker i Canada.[8][9]
UBC har siden 1968 været hjemsted for Canadas nationallaboratorium for partikel- og kernefysik, der råder over verdens største cyklotron. Andre faciliteter og institutioner omfatter The Chan Centre for the Performing Arts, The Beaty Biodiversity Museum med mere end 2 millioner genstande i sin samling, UBC Botanical Garden and Centre for Plant Research, The Nitobe Memorial Garden og Museum of Anthropology med mere end en halv million genstande.[10][11]
UBC råder endvidere over to kollegier ('college'), der stilles til rådighed for kandidater: St. John's College og Green College.
49°15′53″N 123°15′10″V / 49.2647°N 123.2528°V / 49.2647; -123.2528