Vinderen af mesterskabet modtager en kopi i fuld størrelse af trofæet med sit navn indgraveret.[5] I 2018 modtog vinderen endvidere en præmiecheck på $ 3.800.000, og den samlede præmiesum for damesinglerækken var på knap $ 22.000.000.[6]
Historie
Retningslinjerne for afviklingen af US Opens damesinglemesterskab har udviklet sig gennem tiden. Fra 1888 til 1918 var den forsvarende mester direkte kvalificeret til den afgørende kamp om mesterskabet, den såkaldte "udfordringsrunde", det efterfølgende år. De resterende deltagere spillede derfor først i den såkaldte "all comers-turnering" om retten til at møde den forsvarende mester i udfordringsrunden. I otte tilfælde blev vinderen af all comers-turneringen kåret som ny mester, fordi den forsvarende mester ikke stillede op i udfordringsrunden: 1893, 1899, 1900, 1905, 1906, 1907, 1912 og 1915. Systemet med udfordringsrunden blev afskaffet i forbindelse med mesterskabet i 1919.[7]
Siden begyndelsen i 1887 er alle kampe blevet spillet bedst af tre sæt, bortset fra en periode fra 1891 til 1893, hvor udfordringsrunden blev spillet bedst af fem sæt,[7] og perioden 1894-1901, hvor både udfordringsrunden og all comers-finalen blev spillet bedst af fem sæt.[8]Tiebreak-afgørelse i alle sæt blev indført i 1970, i første omgang i formatet bedst af ni point, hvilket i 1975 blev justeret til et nyt tiebreak-format, hvor der blev spillet først til 7 point.[9][10][11] US Open var i mange år den eneste af grand slam-turneringerne, der opererede med tiebreak i tredje sæt, hvilket to gange har været i brug i damesinglefinaler: i 1981 og 1985.[3] I 2022 indførte de fire grand slam-turneringer et fælles kampformat med en tiebreak til 10 point ved stillingen 6-6 i tredje sæt.[12]
Banernes underlag er skiftet to gange. Oprindeligt, fra 1887 til 1974, blev mesterskabet spillet på græsbaner, men i de tre år fra 1975 til 1977 blev der spillet på grusbaner af typen Har-Tru. Endelig skiftede man til den nuværende hardcourt i 1978 i forbindelse med flytningen til USTA National Tennis Center.[13] Ingen spillere har vundet damesinglemesterskabet på alle tre underlag, og ingen vandt på både græs og grus. Chris Evert er den eneste spiller, der har vundet på to forskellige underlag, eftersom hun har vundet titlen på både grus og hardcourt.
I US National Championships med formatet med udfordringsrunder deler Elisabeth Moore og Molla Bjurstedt Mallory rekorden for flest singletitler med 4 (1896, 1901, 1903, 1905), mens Mallory sidder på rekorden for flest titler i træk, eftersom hun vandt alle sine fire i 1915-18. Efter afskaffelsen af udfordringsrunden (men inden indførelsen af US Open) er Helen Jacobs (1932–1935) indehaver af rekorden for flest titler i træk. Bjurstedt Mallorys har den ultimative rekord for flest vundne titler med otte titler i alt (1915–1918, 1920–1922, 1926), hvor de tre som nævnt er vundet som forsvarende mester i udfordringsrunden.[3]
Efter omdannelsen til US Open i 1968, hvorefter professionelle spillere også kunne deltage, er Chris Everts fire titler vundet i 1975-1978 rekorden for flest titler i træk. Hun har også rekorden for flest vundne titler i alt i den åbne æra, idet hun har vundet mesterskabet seks gange (1975–1978, 1980, 1982), men hun deler den med Serena Williams, der ligeledes har sejret seks gange (1999, 2002, 2008, 2012–2014).[3]
Damesingletitlen er i den åbne æra blevet vundet uden sættab af tolv forskellige spillere:
‡ All comers-vinder og vinder i udfordringsrunden.
† Forsvarende mester og vinder i udfordringsrunden.
◊ All comers-vinder. Ingen udfordringsrunde.
Fra 1888 til 1918 var den forsvarende mester direkte kvalificeret til den afgørende kamp om mesterskabet, den såkaldte "udfordringsrunde", det efterfølgende år. De resterende deltagere spillede derfor først i den såkaldte "all comers-turnering" om retten til at møde den forsvarende mester i udfordringsrunden. I otte tilfælde blev vinderen af all comers-turneringen kåret som ny mester, fordi den forsvarende mester ikke stillede op i udfordringsrunden: 1893, 1899, 1900, 1905, 1906, 1907, 1912 og 1915.[7]
Nedenfor er angivet vinderen, taberen og resultatet i den kamp, der afgjorde mesterskabet. I perioden fra 1888 til 1918 er det altså resultatet af udfordringsrunden, der er angivet, bortset fra de år, hvor den forsvarende mester ikke stillede op. I de tilfælde er resultatet af all comers-finalen anført.
Damesinglefinaler i US National Championships 1887–1967
^Ohnsorg, Roger W. (2011). Robert Lindley Murray: The Reluctant U.S. Tennis Champion; includes "The First Forty Years of American Tennis". Victoria, BC: Trafford Publishing. s. 45. ISBN978-1-4269-4514-4.
^Axthelm, Pete; Talbert, William F. (1967). Tennis observed: The USLTA men's singles champions, 1881-1966. Barre Publishers.