Søren Hansen (født 21. marts 1974 i København) er en dansk golfspiller, der blev professionel i 1997, og som i 2007 har overtaget positionen som Danmarks bedste golfspiller; gennem mange år var det Thomas Bjørn. Han er i dag ekspertkommentator på Discovery+, Eurosport og Golf TV.
I 2008 blev han den anden dansker efter Bjørn, der kvalificerede sig til det europæiske Ryder Cup-hold. Han opnåede den hidtil bedste placering i den prestigefyldte Major-turnering US Open i 2009 med en sjetteplads.
Efter at være blevet dansk mester i slagspil i 1997 vandt Søren Hansen Navision Open Championship i Himmerland på Challengetouren i 1998 og fik en BMW, da han lavede hole-in-one i German Open i 1999. I 2001 spillede han WGC World Cup med Thomas Bjørn og tabte sammen med New Zealand og USA i omspil til Sydafrika.
Søren Hansen blev den anden dansker, der vandt en PGA-turnering i 2002, da han vandt sin første sejr på Europatouren i Murphy's Irish Open efter omspil med Niclas Fasth, Darren Fichardt og Richard Bland. I 2003 blev han nummer to i Dutch Open og nummer tre i Nordic Open efter at have gået i førerbolden med Colin Montgomerie.
I 2007 fik han for alvor vist store resultater fra midten af sommeren, da han først i juli blev nummer 2 i Open de France og den følgende måned gentog placeringen i Deutsche Bank Players' Championship. I september blev han først nr. 3 i Johnny Walker Championships, og senere på måneden befæstede han sin position i Europas absolutte top ved at vinde Mercedes-Benz Championship ved Köln med et forspring på fire slag til de følgende spillere.
Søren Hansen spillede sig i 2008 til en plads på det europæiske Ryder Cup-hold ved at slutte blandt de 10 spillere, der automatisk kvalificerede sig til opgøret mod USA på Valhalla Golf Club. Dermed blev han den anden dansker efter Thomas Bjørn, der kvalificerede sig til en Ryder Cup.
Listen er udarbejdet på baggrund af information på profilen på www.europeantour.com.[1] Resultaterne stammer fra European Tour, med mindre andet er nævnt.