Beliggenhed af kommune Sønder Farensted i Landkreis Slesvig-Flensborg
Sønder Farensted (dansk) eller Süderfahrenstedt (tysk) er en landsby og kommune beliggende omtrent 8 kilometer nordøst for Slesvig by ved Langsøen i det sydvestlige Angel i Sydslesvig. Administrativt hører kommunen under Slesvig-Flensborg kreds i den nordtyskedelstatSlesvig-Holsten. Kommunen samarbejder på administrativt plan med andre kommuner i omegnen i Sydangel kommunefællesskab (Amt Südangeln). Kommunen er identisk med den sydlige del af det tidligere Farensted Sogn (Farnsted Sogn) bestående af Sønder- og Nørrefarensted, Bøglund, Lindebjerg, Lindebjergskov, Risbrig, Rømmek og Vedelspang. Sognet lå i Strukstrup Herred (Gottorp Amt), da området tilhørte Danmark.
Geografi
Kommunen består i dag især af landsbyerne Sønder Farensted og Vedelspang (Wellspang). Vedelspang er gennemskåret af Vedelbæk (også: Vedelspang Å). Kommunen grænser i vest til Isted, i nord til Stolk og Bøglund og i syd til Tolk og Nybøl. Søsterlandsbyen Nørre Farensted samt det navnegivende Farensted gods hører til Bøglund kommune. Sønder- og Nørre Farensted samt Bøglund udgør det gamle Farensted Sogn med Farensted Kirke som sognekirke. Tidligere hed hele området Farnsted[1] eller Farnstedmark.
Terrænet er bakket. Der findes flere spredte små skove i området. Ved grænsen til Stolk Kommune ligger moseområdet Lyngmose (på tysk Lüngmoor). Jordbunden er for størstedelen af sandet beskaffenhed, området regnes derfor til Lusangel.
Historie
Farnsted blev første gang nævnt i 1312 som Farnstethmarck (Farnstedmark). Stednavnet er sammensat af sted og olddansk farn for færgning (sml. oldnordiskfarning). Navnet beskriver dermed et overfartssted over Langsø.[2][3]
Ved Vedelspang lod Erik af Pommern opføre en borg, som i 1426 blev sløjfet af holstenerne. Vedelspang med Vedelbækken indgik i 1850 i den såkaldte Istedstilling. På de høje bakker omkring Vedelbæk og især på Møllebakken var der opført flere skanser.[4]