Præsidentvalget i Kroatien 2009–2010 blev afholdt med første valgrunde søndag 27. december 2009 og med anden valgrunde søndag 10. januar 2010. Socialdemokraten Ivo Josipović blev valgets vinder med 60,3% af stemmerne.[1] [2] Josipović blev indsat som præsident den 19. februar 2010 som landets tredje folkevalgte præsident siden selvstændigheden i 1991.
Vinderen af valget ville blive Stjepan Mesićs efterfølger som Kroatiens præsident. Mesić var forhindret i at stille til genvalg, da han havde siddet i to perioder. I følge Kroatiens grundlov vælges præsidenten direkte i almene valg for en periode på fem år. Ingen kan vælges for mere end to perioder. Stemmeretsalderen er 18 år.
Første valgrunde blev afholdt med tolv kandidater. De to kandidater som fik flest stemmer i første valgrunde, Ivo Josipović fra Kroatiens socialdemokratiske parti og den uafhængige kandidat Milan Bandić, som tidligere tilhørte det socialdemokratiske parti, mødtes til den afgørende anden valgrunde. Her vandt Josipović en overlegen sejr med 60,3% af stemmerne, mod 39,7% for Bandić.[1] Valgdeltagelsen var på 50,1%.