Obiefule kom til europæisk fodbold i sommeren 2004, da han som 18-årig underskrev en 3-årig kontrakt med den danske klub Viborg FF, der på daværende tidspunkt spillede i Superligaen. I Nigeria havde han spillet for Heartland F.C. (Iwuanyanwu Nationale) og Viborg FFs tidligere samarbejdsklub J.C. Raiders FC i byen Jos.[2]
Han fik debut i Superligaen den 25. juni2004 på Herfølge Stadion, da han i 67' minut blev indskiftet i Viborg FFs udekamp mod Herfølge Boldklub. I Superligaen 2004-05 spillede han i alt 8 kampe for VFF, hvoraf de 6 var som indskifter. I den efterfølgende sæson var Obiefule med i startopstillingen 5 gange, udskiftet 3 gange, indskiftet 13 gange og i Viborg FFs udesejr over FC Midtjylland den 15. august2005 fik han direkte rødt kort.[3] På grund af den manglende spilletid i Viborg, gav træner Ove Christensen den franske klub FC Metz tilladelse til at Paul Obiefule i november 2005 måtte deltage i én uges prøvetræning i Frankrig, og efterfølgende kunne støde til den nigerianske landsholdstrup der skulle spille mod Rumænien i Bukarest.[4] Efter landskampen vendte han tilbage til Viborg uden en kontrakt med FC Metz.
Den 24. maj2007 spillede Obiefule sin sidste kamp i Superligaen, da han spillede hele kampen for VFF i 3-2 sejren over OB på udebane. I alt spillede han 40 kampe i Superligaen[3] og 6 kampe i Pokalturneringen for Viborg FF. Efter 3 sæsoner i klubben fik han ikke sin kontrakt forlænget, og Paul Obiefule forlod dansk fodbold i juli 2007.[5]
FK Lyn
26. juli2007 underskrev Obiefule en 1-årig kontrakt med den norske Tippeliga-klubFK Lyn.[6] Efter at flere norske klubber havde vist interesse for midtbanespilleren, valgte Obiefule at forlænge samarbejdet med Lyn og underskrev i september 2008 en 3-årig kontrakt.[7] Året efter kom klubben i store økonomiske problemer og de var tvunget til at sælge ud af spillertruppen for at undgå en konkurs. Paul Obiefule var en af de højest lønnede i klubben, og han var derfor en af de første der fik lov til at finde en anden klub. Efter at hans agent havde været i dialog med den skotske klub Aberdeen FC,[8] valgte Obiefule i december 2009 at underskrive en kontrakt med Hønefoss BK.[9]
Hønefoss BK
Klubben fra Hønefoss var lige rykket op i Tippeligaen, og noget overraskende underskrev Paul Obiefule 15. december2009 en 3-årig kontrakt med Hønefoss BK.[9] Holdet startede fint i Tippeligaen 2010 og var ubesejret på hjemmebane fra april til august,[10] men med kun 8 ud af 35 point på udebane rykkede Hønefoss ned i 1. division, da de manglede 7 point op til SK Brann over nedrykningsstregen.[11]. Det blev ikke til meget spilletid til Obiefule i slutningen af sæsonen.[12][1]