Passport var en dansk rockgruppe og direkte forløber for Shu-bi-dua.[2] Gruppen bestod i 1971 af Michael Hardinger (vokal og guitar), Paul Meyendorff (guitar), Bosse Hall Christensen (trommer) og Niels Grønbech (bas).[3] Passport udsendte i starten af 1973 singlen "Tomorrow/Everything's Wrong" på den danske afdeling af pladeselskabet BASF.[4][5] "Tomorrow" blev beskrevet som et "engelsk up-tempo rock'n'roll-nummer,[4] og det nåede ind på hitlisterne i to uger ved, at gruppen fik deres venner og familie til at sende postkort ind til radioen for at stemme på sangen, som var den måde, hitlisten fungerede på dette tidspunkt.[6] Singlen flyttede dog ikke noget videre for bandet.[6]
Hardinger havde mødt Michael Bundesen i 1972 via deres fritidsjobs i Danmarks Radio. Bundesen havde sammen med sin ven Jens Tage Nielsen skrevet en dansk tekst til Elvis Presleys sang "Jailhouse Rock",[7] som de havde kaldt "Fed Rock". Da de fik at vide, at den kunne bruges til programmet Åbent Hus, som indeholdt forskellige former for satire, kom Bundesen og Nielsen med i Passport for at indspille den. Efter at sangen blev spillet i radioen modtog de masser af henvendelser fra lyttere, som havde hørt den.[8][9] De fik arrangeret en professionel indspilning af nummeret.[10][8]
Passport havde ment, at deres gennembrud ville komme på engelsk, så da de for sjov indsendte "Fed rock" til satireprogrammet Åbent Hus, fandt de på navnet Shu-bi-dua efter koret på nummeret, der lyder "Shubidua, shubidua", inspireret af gruppen Sha Na Na.[9] Under det nye navn udsendte de singlen "Fed rock"/"Tynd blues". Herefter udsendte gruppen singlen "Change of the Guard/Highway of Living" igen som Passport,[13] men denne gang med Bundesen og Nielsen som medlemmer.[14]
"Fed rock" endte med at komme på Dansktop-hitlisten, og da gruppen havde større succes som "Shu-bi-dua" blev navnet Passport droppet.[15]