Louises forældre havde slået sig ned i Danmark efter deres ægteskab i 1810, og de blev med kortere afbrydelser boende i landet til de døde. Vilhelm var militærkommandant over København.
Familien var på grund af deres tilknytning til Danmark modstandere af den tyskenationalisme og støttede Danmarks interesser. Familien var meget konservativ og ikke særlig populær i danske liberale og nationale kredse, der ønskede en fri forfatning og ophævelsen af enevælden.
Ungdom
Da Prinsesse Louises var tre år, flyttede familien atter til Danmark. Louise tilbragte sin barndom og ungdom i København, hvor forældrene først havde et palæ på Sankt Annæ Plads, Prins Wilhelms Palæ, og siden boede på Amalienborg i Frederik VIII's Palæ (Brockdorffs Palæ). Louise, hendes tre søstre og ene bror, Prins Frederik, fik en tidstypisk fyrstelig opdragelse. Dertil fik Louise en alsidig dansk opdragelse for piger.
Familien havde en vigtig position i Danmark, og den blev endnu vigtigere, da prinsesse Louises morbror, Christian 8., kom på tronen i 1839. Ikke alene var han Louises onkel og meget glad for sin søsters familie, men hans arving, den senere Frederik 7., havde ingen børn, og det betød, at der var store chancer for, at Louises familie ville arve den danske trone. Den danske kongefamilie af huset Oldenborg havde nemlig kun to prinser: Christian 8.s søn, der ikke levnede megen håb om at producere en arving, og kongens bror, Arveprins Ferdinand, der var en ældre herre og uden børn i sit ægteskab med arveprinsesse Caroline. Ifølge Kongeloven skulle kongens nærmest beslægtede kvinde arve tronen, hvis der ikke var mandlige arvinger. Det betød, at Louises bror, prins Frederik, var kommende tronfølger (næst efter deres mor).
Den 26. maj1842 giftede Prinsesse Louise sig i sine forældres palæ på Amalienborg med sin halvfætter prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, der tilhørte en ubetydelig sidelinie af det danske kongehus. De var i familie, og han boede som Louise i København, og parret var forelsket i hinanden. Louises ambitiøse forældre var i første omgang imod partiet, men gav efter da flere medlemmer af kongefamilien lovede at støtte det unge par økonomisk. Louise og Christian fik lov til at benytte Det Gule Palæ tæt ved Amalienborg, og her skabte de rammerne om deres familie. De havde få midler til deres rådighed, og de levede pligtopfyldende efter borgerlige værdier og regelsæt i et lykkeligt ægteskab, der blev et forbillede for deres børn.
Prinsesse af Danmark
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:
Den problematiske danske arvefølge forværredes i 1840'erne, og Louises mor og bror opgav deres arvekrav til fordel for Louise, der overgav dem til sin mand. På den måde håbede man at holde hertugdømmerneSlesvig-Holsten i den danske Helstat.
I 1851 vedtog Statsrådet de erklæringer, hvorved landgrevinde Charlotte, hendes søn, landgreve Frederik og hendes ældste overlevende datter, Prinsesse Marie af Anhalt, skulle give afkald på deres arveret til fordel for Prinsesse Louise. Erklæringerne blev underskrevet den 18. juli1851, hvorefter Prinsesse Louise overdrog sine rettigheder til sin mand, Prins Christian. I 1852 tilsluttede stormagterne sig dette ved den anden London-protokol, der blev underskrevet af Storbritannien, Frankrig, Rusland, Preussen og Østrig den 8. maj1852, samt ratificeret af Danmark og Sverige. Den fastslog, at det Danske Monarki bestod af Kongeriget Danmark med hertugdømmerneSlesvig, Holsten og Lauenborg, og at prins Christian skulle arve den danske trone. Denne protokol forudsatte en ændring af Tronfølgeloven, som blev vedtaget af den danske rigsdag og underskrevet af Frederik 7. den 31. juli1853, hvorved Christian blev tronfølger i det samlede danske monarki, når Frederik 3.s mandlige linje måtte uddø. Familien fik derefter titel af prinser og prinsesser af Danmark, og dens anseelse og fremtidsmuligheder steg betydeligt.
Som nyt tronfølgerpar fik Louise og Christian rådighed over Bernstorff slot, der blev Louises ynglingsresidens, og hvor familien ofte opholdt sig. De havde dog stadig få penge til rådighed, selv om deres økonomiske forhold blev forbedret.
Louise var en af de stærkeste modstandere af Frederik 7.s morganatiske ægteskab med grevinde Danner, født Louise Rasmussen. Louise deltog ikke i hoflivet og omgikkes aldrig Grevinde Danner. Louises eksempel blev fulgt af flertallet af kongehusets og det øverste borgerskabs kvinder. Louises families palæer dannede i stedet rammen om det københavnske selskabsliv.
Dronning
Dronning LouiseDronning Louise
I 1863 døde Frederik 7. efter kort tids sygdom, og Louise og Christian blev kongepar.
Parret var ikke særlig populært i befolkningen. Tidspunktet var et af de mest dramatiske politiske perioder i Danmark, og det nye kongepar var konservativt, for helstaten og tysk. Det passede ikke folkestemningen. Lige efter nederlaget i den 2. Slesvigske Krig i 1864 måtte Louise bede politiet om at beskytte Amalienborg.
Med årene voksede parrets popularitet betydeligt.
De fleste historikere er enige om, at Louise havde en ubetydelig politisk rolle. Hun så op til det enevældige Rusland, mens Christian 9. var mere pragmatisk. Louise var imod at Christian underskrev Novemberforfatningen, som han modvilligt gjorde.
I stedet for en politisk rolle blev Louise matriark i en omfattende europæisk familie. På grund af børnenes ægteskaber blev parret kendt som Europas svigerforældre.
De kendte familiesammenkomster fandt sted på Fredensborg Slot med deltagelse af børn, svigerbørn og børnebørn.
Dronning Louise døde 81 år gammel den 29. september1898 på Bernstorff Slot omgivet af store dele af sin familie, der var kommet til Danmark for at være ved hendes side.
Bramsen, Bo (1985). Ferdinand og Caroline : en beretning om prinsen, der nødig ville være konge af Danmark (4. udgave). København: Nordiske Landes Bogforlag. ISBN8787439220.
Langhoff Koch, Louise (2021). Kongernes kvinder : dronninger, elskerinder, friller og maitresser i den danske kongerække fra Christian 1. til i dag. Muusmanns forlag. ISBN9788794155564.
.svg)
