Justus Friedrich Wilhelm Zachariae (1. maj 1726 i Frankenhausen i Thüringen – 30. januar 1777 i Braunschweig) var en tysk digter.
Han studerede 1743—46 jura i Leipzig, hvor han sluttede sig til Gottsched, fortsatte 1747 sine Studier i Göttingen, blev derpå Lærer ved Carolinum i Braunschweig og 1761 Professor i Poesi smst., senere Kanonikus ved St. Cyriakus-Stiftelsen. Opmærksomheden for Z. vaktes gennem hans komiske Epos »Der Renommist« (1744), udgivet paa ny af Bruno Golz (1909), ogsaa hos Reclam (Nr. 307), hvis djærve Humor, især i Skildringen af Studenterlivet, han ikke naaede paa Højde med i sine følgende komiske Epos som »Schertzhafte epische Poesien«, »Murner in der Hölle« og »Lagosiade«. Han forsøgte sig ogsaa som alvorlig Epiker med »Die Tageszeiten«, »Der Tempel des Friedens«, »Die 4 Stufen des weiblichen Alters«, »Die Schöpfung der Hölle« og »Ferdinand Cortez«, men var heldigere, naar han skrev »Fabeln in Burkart Waldis Manier« eller søgte at forny de gamle Folkebøger i »Zwei neue schöne Måhrlein«. Kun »Der Renommist« har bevaret hans Navn. »Poetische Schriften« (9 Bd 1763—65); »Hinterlassene Schriften« med Biografi, udg. af I. I. Eschenburg (1781). Hans polemiske Digte er udgivne af Otto Ladendorf (»Literarische Denkmale« Nr. 227).