Emil Andersen kom allerede 1829 på Kunstakademiet, vandt 1835 den lille, 1839 den store sølvmedalje, men konkurrerede 1839, 1841 og 1843 uden held om guldmedaljen; vandt 1841 Den Neuhausenske Præmie for Fremstillingen i Templet. 1842 var han i Paris og München med Edvard Lehmann og Julius Friedlænder. I 1842 udførte en altertavle til Wedel Kirke i Holsten, Kristus i Emaus. Et af hans sidste arbejder, Den barmhjertige Samaritan (1844) hænger på Thorvaldsens Museum. I 1839 malede han et billede, som ved sit lune og en naturlig karakteristik er blevet et af hans populæreste malerier, Familien i Skoven, som overraskes af en pludselig regnbyge.[1]
