Rusland havde ved udbruddet af krigen bragt sig i en fordelagtig situation. Rusland havde indgået en alliance med Afsharid-persien ved to traktater i 1732 og 1735 rettet mod osmannerne og Persiens var i krig mod osmannerne om kontrollen over Kaukasus. Samtidig lykkedes det Rusland under den Polske Arvefølgekrig (1733–35) at få indsat August 3. som konge af Polen, i stedet for den fransk of osmanniske støttede Stanislaw Leszczynski, hvilket styrkede den russiske indflydelse i Den polsk-litauiske realunion. Østrig havde været Ruslands allierede siden 1726.
Efter Sveriges nederlag i den Store Nordiske Krig var truslen fra Sverige for en tid reduceret, og via diplomati havde Rusland alliancer med Polen-Litauen, Østrig og Perserne, hvorfor Rusland i vest og syd alene havde grænse mod én fjende, Det Osmanniske Rige og dets vasaler.
Årsag til krigen i 1735–1738
I 1735 blev Ruslands vasal kosak hetmanatet (Ukraine) udsat for en række angreb fra Krimtatarerne, der også udførte en række angreb mod de russiske territorier i det nordlige Kaukasus. Ved Ganja-traktaten i 1735 overlod Rusland territorierne i Kaukasus til perserne.[3]
Som følge af Ruslands nederlag ved Prut-felttoget havde Rusland måtte opgive Azov og fæstningerne ved Azovhavet. Ønsket om adgang til Azovhavet og Sortehavet og ønsket om at eliminere truslen fra Krim-khanatet gav Rusland grundlag for et nyt felttog mod Azov og mod krimtatarerne.
Krigens første faser
Det russiske felttog i 1736
Den 20. maj 1736 rykkede en 62.000 mand stor russisk hær under feltmarskal Burkhard Christoph von Münnich mod Krim-khantatets fæstning i Perekop, som blev stormet og indtaget. Khantatets hovedstad Bakhtjisaraj blev indtaget i juni.[4] Krimtatarerne kunne ikke modstå invasionen og russiske ekspeditionskorps brød i 1736, 1737 og 1738 igennem tatarernes forsvarslinjer, og pressede tatarerne sydpå på Krim og op i bjergene. Krims khan, Fet’ih Girey, måtte søge tilflugt ved havet.[5] De nedbrændte Gozlev, Karasubazar og khanens palads og indtog den osmanniske fæstning i Azov.[5] Den osmanniske sultan afsatte Fat’ih Girey som følge af sultanens skuffelse.[5] Et pestudbrud i 1737, der varede til 1739, betød imidlertid, at begge parter i krigen led store tab som følge af sygdommen.[6] På trods af den militære succes betød sygdomsudbruddet og problemer med at bringe forsyninger frem til det pestplagede område,[5][7] at von Münnich måtte trække sig tilbage til Ukraine. Russerne generobrede imidlertid Azov under et nyt angreb,[4] ligesom det i juli 1737 lykkedes at indtage fæstningen i Otjakov. Samme måned rykkede russiske tropper atter ind i Krim, men måtte igen trække sig tilbage grundet manglende forsyninger. Felttogene til Krim medførte tab af 30.000 mand, hvoraf blot 2.000 var faldet i kamp; resten omkom grundet sygdom og sult.[8]
I juli 1737 indtrådte Habsburgerne (Østrig) i krigen. Østrigerne led imidlertid en række nederlag, bl.a. ved slaget om Banja Luka i august 1737,[9] slaget ved Grocka i juli 1739,[10] og tabte Beograd efter en osmannisk belejring i 1739. Russerne måtte forlade Otjakov grundet nye pestudbrud.
Ifølge osmanniske kilder kæmpede muslimske bosniske kvinder på osmannisk side under kampene i Bosnien.[11][12][13][14][15]
Krigens sidste faser
I 1739 gik den russiske hær under ledelse af von Münnich over Dnepr og besejrede osmannerne ved slaget om Stavtjany og indtog fæstningerne i Khotin og Iaşi. Østrigerne blev imidlertid besejret under slaget ved Grocka og indgik en fredsaftale med osmannerne ved Beograd-traktaten den 21. august.[16].[17] Med østrigerne ude af krigen og med truslen om en ny svensk invasion,[18] og osmanniske alliancer med Preussen, Polen-Litauen og Sverige,[19] indgik Rusland den 29. september 1739 en fredsaftale med osmannerne ved Niš-traktaten, hvorved krigen blev bragt til ophør.[20] Traktaten overlod Azov til russerne, der tillige fik kontrol over Zaporizjzja.[21]
For Habsburgerne var der tale om et knusende nederlag. Russerne havde opnået militær succes, men havde mistet mange mad grundet sygdom og sult.[22] De osmanniske tab er uklare.[6]
Referencer
^Clodfelter, M. (2008). Warfare and Armed Conflicts: A Statistical Encyclopedia of Casualty and Other Figures, 1492–2015 (3rd ed.). McFarland. Page 96.
.jpg)
.svg){kind=small}
