Blære er en kirkelandsby og en tidligere stationsby, adskilt af ½ km åbent land. Området er beliggende i Himmerland 23 km sydøst for Løgstør, 17 km sydvest for Nibe, 30 km nordøst for Hvalpsund og 8 km nord for Aars. Blære hører til Vesthimmerlands Kommune og ligger i Region Nordjylland. I 1970-2006 hørte Blære til Aars Kommune.
Blære hører til Blære Sogn. Blære Kirke ligger ret ensomt i landsbyen.
I 1901 omtales Blære således: "Blære, ved Landevejen, med Kirke, Præstegd., Skole, Forsamlingshus (opf. 1883), Sparekasse for B.-Ejdrup S. (opr. 11/8 1871...Antal af Konti 239), Andelsmejeri, Købmandsforretn. og Jærnbanest.;"[2]
Ejdrup Sogn var anneks til Blære Sogn og havde altså ikke egen præst. Blære-Ejdrup pastorat blev til Blære-Ejdrup sognekommune, der fungerede indtil kommunalreformen i 1970, hvor den blev delt mellem Aars Kommune og Nibe Kommune.
Blære fik station på Aars-Nibe-Svenstrup Jernbane (1899-1969), som i 1910 blev forlænget fra Aars til Hvalpsund. Stationen havde kombineret overhalings- og læssespor ud for perronen samt sidespor til en grusgrav.[3]
Stationen lå 1 km sydøst for kirken. Omkring stationen opstod Blære Stationsby, som fik flest indbyggere, men aldrig voksede sammen med landsbyen, som nu også blev kaldt Gammel Blære. Det lave målebordsblad fra 1900-tallet viser at stationsbyen havde telefoncentral og andelsmejeri. Hertil kom senere foderstofforretning og brugsforening. I dens lokaler kom der senere købmandsforretning og endnu senere antik- og genbrugsforretning, som nu også er lukket.
Stationsbygningen er bevaret på Gl. Blærevej 7 med varehus, læsserampe og perronkant. Naturstien Nibe-Hvalpsund blev anlagt i 2009 og passerer stationsbyen på Hvalpsundbanens nedlagte banetracé. ½ km sydvest for stationen kan man fra stien se Blærekisten, en stenkiste fra slutningen af Stenalderen. Længere ind mod Aars er banestien også en planetsti, der med skulpturer visualiserer Solens og planeternes afstande fra hinanden.