Hun er kendt som bærer af den arvelige blødersygdom, hæmofili. Hun var en skarp fortaler for enevælden i Rusland, og bekendtskabet med Rasputin er også del af hendes eftermæle.
Hendes lillebror Prins Friedrich Wilhelm, kendt som "Frittie", døde tre år gammel i 1873 som følge af en hjerneblødning efter at være faldet ned fra et vindue, da han led af den arvelige sygdom hæmofili, der var udbredt blandt dronning Victorias efterkommere. Hele den storhertugelige familie med undtagelse af søsteren Elisabeth fik difteri i november og december 1878. Både moderen og den yngste af døtrene døde 10 dage før jul, da Alix blot var seks år gammel. Efter sin mors tidlige død voksede Alix op med sine tre søstre og bror primært i Storbritannien, hvor hun var tæt knyttet til sin bedstemor Dronning Victoria.
Forlovelse
Storfyrst Nikolaj og prinsesse Alix af Hessen som nyforlovede i 1894.
Alix havde allerede mødt og forelsket sig i tronfølgeren storfyrste Nikolaj af Rusland. Der var gode forbindelser mellem de to fyrstehuse, så muligheden var nærliggende. De to mødtes første gang i 1884, og efter et besøg i Rusland i 1889 var der ingen vej tilbage. Imidlertid var kejser Aleksandr 3. af Rusland ikke begejstret for forbindelsen, da han var særdeles anti-tysk. Kejserinde Dagmar var af samme mening, især efter hendes far, Christian 9.'s nederlag i 1864. Kejseren så derimod positivt på en forbindelse med Hélène af Orléans, som både var smuk og rig, og desuden var hendes far, Filip af Orléans, arving til den franske trone. Selv om både Aleksandr og Dagmar pressede på, hjalp det ikke, og til syvende og sidst ville Hélène heller ikke. Zarparret så nu mod Margarete af Preussen, der var datter af kejser Frederik 3. af Tyskland. Men Nikolaj sagde, at han hellere ville abdicere og blive munk end at gifte sig med så kedelig en pige. Margarete ville heller ikke blive russisk-ortodoks. Alix havde også betænkeligheder ved at skifte religion for at blive zarina, men blev dog hurtigt troende i sin nye religion.
I begyndelsen af 1894 gjorde Aleksandr 3.'s helbred, at han gav efter for sønnens krav, og de unge blev forlovet i april i Coburg.
Kroningen af det nye kejserpar foregik den 14. maj1896 i Uspenskij-katedralen i Kreml i Moskva. Under fejringen blev flere tusinder bønder trampet ihjel, da der opstod panik. Tragedien gjorde, at mange tænkte, at der nu var startet en ny grusom enevældig periode, hvor kejseren og hans "tyske kone" ville trampe befolkningen ned.
Børnene
Den kejserlige familie i 1913. Fra venstre til højre: storfyrstinde Maria, zarina Alexandra, storfyrstinderne Olga og Tatjana, zar Nikolaj 2. og storfyrstinde Anastasia. Storfyrst Aleksej sidder på gulvet forrest.
Det var af altoverskyggende betydning at producere en mandlig arving, da zarens døtre kunne ikke arve tronen i Rusland. I forhold til dette havde Alexandra og Nikolaj ikke heldet med sig de første mange år af deres ægteskab. Alexandra blev dybt religiøs og gjorde alt for at få en søn. Det lykkedes, da sønnen Aleksej kom til verden i 1904. Desværre stod det hurtigt klart, at drengen havde den arvelige blødersygdom, hæmofili, hvilket var en katastrofe, især da sygdommen kommer fra moderen. Alexandra tilbragte derfor al sin tid med at passe på sin svagelige søn.
Derudover havde Alexandra mindst to aborter, henholdsvis en i 1896 og en i 1902.
De fire døtre blev særdeles interessante partier for europæiske fyrster. Men netop som de ældste døtre skulle debutere i det sociale liv, udbrød 1. verdenskrig. Det satte en stopper for alle sociale arrangementer.
Undergangen
Revolution
Det sidste fotografi, der blev taget af Aleksandra med sine døtre Olga og Tatiana i Tobolsk i Sibirien i foråret 1918.
Efter Aleksejs fødsel holdt Alexandra sig for sig selv og brugte al sin tid på ham. Det, og det at hun var tysker, gjorde kun befolkningens had større. Dertil kom hendes aristokratiske afstand til folket, den arvelige blødersygdom, hendes beskyttelse af Aleksej og brug af mystikere som Rasputin. At landet nu var i krig med det Tyske Kejserrige gjorde kun ondt værre. Rusland led enorme tab under krigen, og til sidst var kejserfamiliens forhold til befolkningen uholdbar. I marts 1917 begyndte adskillige store optøjer i de russiske byer, og den 15. marts måtte Nikolaj 2. abdicere både for sig og sine efterkommere. Familien blev anbragt i husarrest i Tsarskoje Selo og videresendt til Tobolsk i Sibirien i august 1917.
Jekaterinburg
I april 1918 ankom den kejserlige familie til Jekaterinburg, deres sidste opholdssted. Her blev de overvåget af 75 soldater, og Alexandra syede i smug adskillige af familiens ædelstene ind i sine og døtrenes livstykker. Den 17. juli1918 kl. 02.15 blev familien vækket og stillet på linje. De fik besked om, at ingen i deres udenlandske familie havde ønsket at hjælpe dem, så de ville nu blive skudt. Nikolaj nåede kun at sige "Hvad..", inden han blev skudt adskillige gange i brystet. Alexandra forsøgte at vende sig, men blev skudt i hovedet lige over venstre øre. Resten af familien og trofaste tjenestefolk blev henrettet.
Identifikation
Ligene blev først smidt i en mine lidt nord for Jekaterinburg. Kort efter blev de dog trukket op, alle skeletdele blev helt adskilt og smadret og hastigt begravet under jernbanesveller. Først i begyndelsen af 1990'erne kom der dokumenter og notater frem, som kunne føre til ligene og oplyse, hvad der var sket i 1918. De var alle fundet i 2008 efter DNA-prøver fra familien. Det var bl.a. en blodprøve fra Philip af Storbritannien (barnebarn til Alexandras søster), der fastslog Alexandras identitet.
.jpg)
