Zoospore

En zoospore er en selvbevægelig, aseksuel spore, der bruger en eller flere flageller til at bevæge sig i vandige eller fugtige miljøer.^[1] Disse sporer, der også kaldes sværmesporer, dannes af visse protister, bakterier og svampe for at formere sig. Nogle zoosporer overfører sygdomme,^[1] såsom Batrachochytrium dendrobatidis, en svampezoospore, der forårsager høj dødelighed hos padder.

Zoosporer består af et mikrotubulært cytoskelet, som udgår fra flagellens basis. Cytoskelettets kompleksitet og struktur varierer og afhænger i høj grad af zoosporens volumen og størrelse.^[2]

Et fællestræk for zoosporer er deres asymmetriske form, som er et resultat af, at en ventral fure huser flagellens basis. Visse zoosporer gennemløber forskellige faser, hvor den første fase almindeligvis betegnes som "den initiale fase".^[2] Andre danner cyster, som varierer betydeligt i både volumen (14–4905 kubikmikrometer) og form, og som hver især har karakteristiske hårstrukturer.^[2]

Zoosporer kan have én eller flere forskellige typer flageller – tinsel (eller "dekorerede") og whiplash – i forskellige kombinationer.

• Tinsel-flageller (straminipilous^[3]): Disse flageller har laterale filamenter, kendt som mastigonemer, der sidder vinkelret på flagellens hovedakse. De øger overfladearealet og forstyrrer det omgivende medium, hvilket giver flagellen egenskaber som et ror, dvs. den bruges til styring.
• Whiplash-flageller: Disse flageller er glatte og lige og bruges til at drive zoosporen frem gennem mediet. En “standard” zoospore har kun whiplash-flageller.

Både tinsel- og whiplash-flageller slår i et sinusformet bølgemønster, men når begge typer er til stede, slår tinsel-flagellen i modsat retning af whiplash-flagellen. Dette giver to kontrolakser for bevægelsen.

Fastgørelsen af flagellen til zoosporens basis varierer mellem forskellige taksa og kan hjælpe ved artsidentifikation.^[2]

Hos eukaryoter er der fire hovedtyper af zoosporer,^[3] illustreret i figur 1 til højre:

• Posteriore whiplash-flageller er et karakteristiske for Chytridiomycota (piskesvampe) og er foreslået som et fælles kendetegn for opisthokonter, en stor klade af eukaryoter, der omfatter dyr og svampe. De fleste har én enkelt posterior flagel (fig. 1a), men Neocallimastigales kan have op til 16 (fig. 1b).
• Anisokonter er zoosporer med to whiplash-flageller med forskellig længde (fig. 1c). Disse findes hos nogle Myxomycota (ægte slimsvampe) og Plasmodiophoromycota.
• Zoosporer med et enkelt anterior flagel (fig. 1d) af tinsel-typen er karakteristiske for Hyphochytriomycetes.
• Heterokonter er zoosporer (fig. 1e, f) med både whiplash- og tinsel-flageller, som er fæstnet anteriort eller lateralt. Disse zoosporer er karakteristiske for Oomycota (ægsporealger).

Et zoosporangium er den aseksuelle struktur (sporangium), hvor zoosporerne udvikler sig i planter, svampe eller protister (såsom Oomycota (ægsporealger). Udviklende sporangier af oomyceter gennemgår en spaltningsproces, hvor et proteinkinase, i tilfældet med Phytophthora infestans (kartoffelskimmel), inducerer sporangiets cytoplasma til at spalte sig og frigive de forskellige zoosporer.^[4] Frigivelsen af sporerne kan finde sted enten inde i zoosporangiet (intrasporangial zoosporogenese) eller udenfor (ekstrasporangial zoosporogenese).^[2] Sporerne absorberer vand og bevæger sig gennem cellemembranen for at blive udskilt.^[2]

Forskellige svampezosporer kan inficere forskellige taksonomiske grupper af organismer. På grund af zoosporernes vandlevende livsstil er fisk og padder ideelle værter. Nogle koloniserer udsatte skader hos fisk, hvilket kan forårsage epidermal skade og i visse tilfælde føre til døden. Andre kan udnytte frøarter (såsom agatudse (Bufo marinus) og amerikansk oksefrø (Rana catesbieana)) som bærere, hvilket giver dem mulighed for at bevæge sig over større afstande.