Zhou flyttede i ung alder med sin familie til Suzhou, og begyndte senere at studere ved Saint John's University i Shanghai (1923), hvor han tog hovedeksamen i økonomi men også tog kurser i lingvistik.[5] Han afbrød i 1925 under 30. maj-bevægelsen og studerede så i kort periode ved Guanghua-universitetet, hvorfra han blev udeksamineret i 1927.[5] Zhou var så en periode udvekslingsstudent i Japan.[5]
Han arbejdede så som bankier og økonom udenlands (for det meste i New York City), men vendte hjem til Shanghai[5] i 1949 efter at Folkerepublikken Kina var blevet oprettet.[2][3]
I 1955 blev han udnævnt af regeringen til at lede en komite som skulle reformere det kinesiske sprog i den hensigt at tilrettelægge for bedre bekæmpelse af analfabetismen. Mens andre komitéer havde til opgave at fremme standardkinesisk som nationalt referencesprog og for at forenkle de kinesiske skrifttegn, skulle Zhous komité udvikle et bedre romaniseringssystem.[2] Opgaven tog tre års intensivt arbejde.[2] Pinyin blev Folkerepublikkens officielle romaniseringssystem i 1958. Det tjener kun som udtalerettesnor, og ikke som et alternativt skriftsprog.[6]
Under kulturrevolutionen blev Zhou, som så mange andre intellektuelle, tvunget til at flytte ud på landet for at blive "omskolet".[2][3] Han tilbragte to år i en arbejdslejr.[7]
Zhou fortsatte sit forfatterskab og publicistiske virksomhed også senere. Blandt hans værker er Zhongguo Yuwen de Shidai Yanjin 中国语文的时代演进, oversat til engelsk af Zhang Liqing og publiceret i 2003 som The Historical Evolution of Chinese Languages and Scripts.[8] Efter 2000 har han skrevet mindst ti bøger, men ikke alle er blevet publiceret, på grund af problemer med den kinesiske censur. Han udviklede sig til en forkæmper for politisk reform og kritiker af Kinas kommunistiske partis angreb på traditionel kinesisk kultur da det kom til magten.[7]
^Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
^ abcdef"Father of pinyin". China Daily. 26. marts 2009. Hentet 12. juli 2009. Reprinted in part as Simon, Alan (21.-27. januar 2011). "Father of Pinyin". China Daily Asia Weekly. Hong Kong. Xinhua. s. 20.{{cite news}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)
^ abcBranigan, Tania (21. februar 2008). "Sound Principles". The Guardian. UK. Hentet 12. juli 2009.
^Zhou Youguang 周有光. The Historical Evolution of Chinese Languages and Scripts; 中国语文的时代演进, translated by Zhang Liqing 张立青. Ohio State University National East Asian Language Resource Center. 2003.
