Wolfenbüttel er en by i Niedersachsen i Tyskland. Den ligger 13 km syd for Braunschweig ved floden Oker. Byen har omkring 55.000 indbyggere og er sæde for kirkestyret for den evangelisk-lutherske kirke i Braunschweig. Den var residensby for fyrsten i Braunschweig fra 1432 til 1753, hvor Braunschweig igen blev residensby. I forbindelse med 30-årskrigen kontrollerede Christian 4. fæstningen en tid i 1627. Selv om Christian 4. ikke formelt ejede fæstningen, blev der alligevel præget mønter med hans monogram i byen det år.[1]