Würzburger Residenz (Würzburg-residensen) er et barokslot midt i Würzburg. Det var residens for fyrstbiskopperne af fyrstbispedømmet Würzburg til sekulariseringen under Napoleonskrigene. Slottet hører til hovedværkerne i den sydtyske barok og er Europas vigtigste residensbygning i senbarok. Slottet findes på UNESCOs liste over verdens kulturarv.
Kunst- og bygningshistorisk betydning
UNESCO begrunder det med, at Würzburg-residensen er det mest homogene og usædvanlige af alle barokslotte, at det er enestående gennem sin originalitet, dets ærgerrige bygningsprogram og den internationale sammensætning og at slottet er en syntese af den europæiske barok. Det var sæde for et af de mest strålende fyrstehoffer i Europa. Slottets spejlkabinet betegnes som det mest fuldkomne rumkunstværk i rokoko.
De omfattende skader på bygningen i 2. verdenskrigs slutfase er i dag fuldstændig udbedret. Takket være en kulturinteresseret amerikansk officer blev slottet reddet.