Vuggedød, også kaldet pludselig uventet spædbarnsdød (engelsk: sudden infant death syndrome, SIDS), betegner pludselige, uventede og uforklarlige dødsfald
Vuggedød, også kaldet pludselig uventet spædbarnsdød (engelsk: sudden infant death syndrome, SIDS), betegner pludselige, uventede og uforklarlige dødsfald blandt spædbørn, hyppigst efter den første levemåned og indtil barnet er ét år gammelt. Tilfældene hører under pludselig uventet død, dvs. dødsfald, der anmeldes til medikolegal undersøgelse, fordi personen findes død eller dør uventet. I spædbarnsalderen udgør uforklarlig pludselig uventet spædbarnsdød den hyppigste form.[1]
Antallet af vuggedødsfald i Danmark er reduceret til omkring 0,3 % pr. 1.000 levendefødte børn, svarende til cirka 20 tilfælde årligt. Faldet forbindes formentlig med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at lade spædbørn sove på ryggen, undgå tobaksrøg i hjemmet og under graviditeten samt forhindre, at barnet får det for varmt under søvnen.[1]
Vuggedød er defineret ved dødsfald blandt spædbørn der ikke kan forklares hverken efter obduktion, efter undersøgelse af dødsfaldet eller på grund af barnets og familiens sygdomshistorie. Spædbarnet bliver oftest, men ikke altid, fundet død efter at have sovet. Det viser ikke tegn på at have haft smerter i dødsøjeblikket. Eftersom der ikke kan gives nogen forklaring på hvorfor barnet er dødt er det en meget traumatisk oplevelse for forældrene.
Vuggedød er et forholdsvist nyt fænomen inden for lægevidenskaben. Dermed ikke sagt at fænomenet som sådan er nyt, blot at det før i tiden sandsynligvis er druknet i den høje spædbarnsdødelighed. Retsmedicineren Preben Geertinger skriver i sin erindringsbog "Af en retsmediciners bekendelser" at beskrivelser af vuggedød i obduktionsrapporter kunne findes tilbage til de første rapporter fra Retsmedicinsk Institut i 1911. Dengang var begrebet dog endnu ikke navngivet. I 1927 blev vuggedød anerkendt i England, mens for eksempel Sverige først anerkendte begrebet i 1960'erne.
I Danmark er udviklingen i vuggedødsfald faldet fra 1,5 – 2 promille om året i 1980'erne til under 0,5 promille i slutningen at 1990'erne. Det menes at skyldes at Sundhedsstyrelsen fra 1991 begyndte at anbefale at spædbørn skulle sove på ryggen.
Følgende faktorer menes at forøge risikoen for vuggedød. Det er dog stadig uklart hvor stor en indflydelse de enkelte faktorer har.
Høje niveauer af nitrogendioxid mere end fordoblede risikoen for vuggedød, selv efter at medregne eksponering for tobaksrøg, viser forskning udført af Dr. H. Klonoff-Cohen, fra University of California.[2]
Drenge er oftere udsat for vuggedød ligesom børn i alderen 2-4 måneder står for hovedparten af dødsfaldene. 90% af alle vuggedødstilfælde forekommer inden barnet fylder 6 måneder. Vuggedødsfald forekommer oftere om vinteren.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet tre forebyggende råd:
Derudover er der en række råd som blandt andet bliver anbefalet af organisationen for de amerikanske børnelæger: [kilde mangler]
Informasi ini disarikan dari Wikipedia dan disajikan kembali untuk tujuan edukasi. Konten tersedia di bawah lisensi CC BY-SA 3.0. Kami tidak bertanggung jawab atas ketidakakuratan data yang bersumber dari kontribusi publik tersebut.