Kirkerummet beherskes af store glas-mosaik-ruder, som gengiver vigtige "stationer" i jomfru Marias liv. De hører utvivlsomt til de bedste i landet, fri for al sentimentalitet og med styrke og glød i farverne. Især falder den meget kunstneriske anvendelse af den røde og blå farve i øjnene. Mosaikkerne er tegnet af professor Rudolf Kuhn, Stuttgart, og fremstillet i Rhinlandet af firmaet H. Oidtmann, Linnich. Fra arkitektens side er de tænkt som den eneste farveudsmykning af kirkerummet, hvorfor de 14 korsvejsstationer (billed-relieffer) der viser Jesu lidelseshistorie fra domfældelsen hos Pilatus til gravlæggelsen efter korsdøden, i enkel beskedenhed fremtræder farveløse.
Celebrations-altret midt i korrummet, som muliggør, at den celebrerende præst kan fejre messen, med ansigtet vendt mod menigheden, er fremstillet af elementer fra den tidligere kommunionsbænk (alterskranke) og indviet i 1984.
Maria-altret i sideskibet, udført af gult marmor, domineres af en kopi af den pompøse, montfortanske Maria-gruppe "Regina Cordium" (Hjerternes Dronning). Jomfru Maria har taget sæde på nådens trone med sin søn på armen. Til venstre knæler den hellige Louis-Marie de Montfort (1673-1716), montfortaner-ordenens stifter. Foran tronen har han lagt sin senere så berømte bog om den ægte andagt til jomfru Maria. (Original-gruppen, udført i 1911 i hvidt marmor af den romerske billedhugger Paolo Bartolini, står i montfortanernes hovedkirke i Via Romagna i Rom).
Foran Maria-altret står døbefonten.
I det 28 meter høje kampanile-lignende tårn, der krones af et 5 meter højt, forgyldt kors, hænger tre usædvanlig klangfulde klokker, støbt i Holland.
Brug
Vor Frue Kirke i Slagelse er sognekirke for den katolske menighed på Vestsjælland og var indtil maj 2011 samtidig "klosterkirke" for Montfortkommunitetet, som indtil da betjente de nordvestsjællandske menigheder.
Kirken er åben i forbindelse med de daglige gudstjenester (se opslag!), – dog ikke på hverdage i vinterhalvåret, hvor gudstjenesterne fejres i Skt. Montforts kapel over kirkens sakristi (indgang på venstre side af kirkebygningen). Men forhallen, hvorfra man har udblik over kirkerummet, er normalt åben fra middag til sent aften (indgang gennem hovedportalen). For interesserede åbnes kirken (og kapellet) gerne helt. Man bedes henvende sig til det katolske pastorat bag kirken.