Vilhelm 3. blev født i Haag som fyrste af Oranien og var nevø af Karl 2. af England og Jakob 2. af England. Som Nederlandenes statholder var han i strid med landets overklasse. Ved Frankrigs invasion 1672 fik han endelig ledelsen af Nederland og forblev livet igennem en skarp modstander af Ludvig 14. og den franske stormagtspolitik. Fra 1677 var han gift – og regerede senere England, Skotland og Irland med Jakob 2.s datter Maria.
Han var protestant og blev af den engelske opposition opfordret til at overtage magten fra den katolske Jakob 2.
Han gik i land i England 5. november1688 med en nederlandsk hær. Jakob flygtede uden kamp. Vilhelm og Maria måtte, før de overtog regeringen underskrive en aftale: Bill of Rights, der sikrede parlamentets magt. Han overholdt i det store hele løfterne, men hævdede dog til tider betydelig indflydelse især i udenrigspolitiske spørgsmål. Ud over nederlandske rådgivere støttede han sig på en kreds af loyale engelske adelige som hertugen af Marlborough, lord Shrewsbury og lord Godolphin. Han gav sine nederlandske yndlinge engelske titler. Uden at blive specielt populær i England opnåede han respekt ved sin faste protestantiske holdning.
I sin kongetid støttede Vilhelm helhjertet kampen mod Frankrig og førte krig i Irland 1690 for at afværge ekskong Jakobs invasionsforsøg. 1702 organiserede han med Parlamentets accept den koalition mod Frankrig, som førte den Spanske Arvefølgekrig, men døde før krigen af lungebetændelse efter et rideuheld.
I sine første måneder som konge var han også marineminister (Lord High Admiral).
Titler
4. november 1650 - 9. juli 1672:Hans Højhed fyrste af Oranien, greve af Nassau
9–16. juli 1672:Hans Højhed fyrste af Oranien, statholder af Holland
16. juli 1672 - 26. april 1674:Hans Højhed Prinsen af Oranien, statholder af Holland og Zeeland
26. april 1674 - 8. marts 1702:Hans Højhed Prinsen af Oranien, statholder af Holland, Zeeland, Utrecht, Gelderland og Overijssel
(England) 13. februar 1689 - 8. marts 1702:Hans Majestæt Kongen
(Skotland) 11. april 1689 - 8. marts 1702:Hans Majestæt Kongen