Han debuterede på det italienske landshold i 1922.[2] Han var med til OL 1924 i Paris, hvor han spillede i to af de tre kampe, Italien fik, inden de blev elimineret i kvartfinalen.[2][3]
I 1934 var han med i den italienske trup til VM på hjemmebane. Italien blev her verdensmestre efter finalesejr over Tjekkoslovakiet, men Caligaris fik ikke spilletid i turneringen, så derfor blev en kamp i den mellemeuropæiske internationale turnering tidligere i 1934 hans sidste landskamp. Han opnåede i alt 59 landskampe i en tretten år lang periode; han var anfører i seksten af kampene.[2] Han havde rekorden med fleste landskampe helt frem til 1971.[1]
Efter sin aktive karriere var Caligaris træner i et par af sine tidligere klubber, indtil hans pludselige død i 1940 af en aneurisme.[1]
