Tofte Skov er en skov på 500 ha i den sydlige del af Lille Vildmose i det østlige Himmerland ud til Aalborg Bugt, og er blandt de største, sammenhængende naturskove i Danmark. Nordøst for skoven ligger Tofte Sø hvor man finder landets største koloni af skarv.
Den nærliggende Tofte Mose dækker ca. 2000 ha. Tofte Skov og Mose blev i 1907 omkranset af cirka 27 kilometer vildthegn, og der lever nu en bestand på omkring 400 krondyr og 150 vildsvin. Skoven er en blanding af meget forskelligartet skov, afvekslende med af store sletter. Her er bøgeskov, blandet egeskov, på tørre arealer og birkeskov og elleskov hvor skovbunden er vådere. Desuden er der lokaliteter med småbladet lind.
Fra 1500-tallet lå i området landsbyerne Tofte og Kragelund. I midten af 1800-tallet var der 8 gårde og 7 boelssteder i området, og i slutningen af 1800-tallet hørte disse alle under godset Lindenborg. Også i slutningen af 1800-tallet var der konflikter mellem gårdene og godset om jagtretten, og dette førte til at man i 1906-1908 nedlagde gårde og landsbyer i området for alene at have det som skov og greveligt jagtrevir[8].