Inden planeten Krypton går under, sender Jor-El (Marlon Brando), sin søn Kal-El ned til Jorden, for at han kan vokse op sikkert og trygt. Han lander på en mark uden for byen Smallville, hvor det barnløse ægtepar Martha og Jonathan Kent finder ham, adopterer ham og giver ham navnet Clark Kent. Nogle år senere har den voksne Clark Kent (Christopher Reeve) bosat sig i storbyen Metropolis og arbejder som journalist på tabloidavisen The Daily Planet og forelsker sig i sin kollega Lois Lane (Margot Kidder). Hun er dog mere forelsket i Superman efter at han har reddet hende ud af en vildfaren helikopter og hun (og resten af verden) finder ud af at en superhelt har gjort sit indtog. Dette erfarer superskurken Lex Luthor (Gene Hackman) også, hvilket kommer på tværs af den onde plan han har udtænkt.