Russisk skilla er en løvfældende, flerårig løgplante, der danner 2-4 oprette til opstigende, linjeformede blade med hel rand, parallelle bladribber og bådformet spids. Begge sider er græsgrønne og svagt blåduggede. Blomstringen foregår i marts-april, hvor blomsterne sidder i 1-3 tallige, endestillede stande på en bladløs stængel. De enkelte blomster er 3-tallige, regelmæssige og nikkende med blå blosterblade. Frugten er en kapsel, der bliver violet ved modning. Frøene er brune.