Royal Greenland er Grønlands største virksomhed og verdens største producent af koldtvandsrejer. Royal Greenland er 100% ejet af Grønlands Selvstyre. Selskabet har knap 2.000 ansatte, heraf ca. 800 i Grønland. Selskabets hovedkontor er placeret i Nuuk.[1]
Historie
Royal Greenlands historie går tilbage til 1774 hvor det blev oprettet under navnet Den Kongelige Grønlandske Handel. Firmaet havde statslig monopol indtil 1950 og eksisterede i sin daværende form indtil 1985. Derefter blev det oprettet som eksportselskab under navnet Proeks (senere Royal Greenland).
I 1979 overtog Grønlands Landsstyre selskabet og i 1990 blev det oprettet som et selvstændigt aktieselskab.