Lancia Delta er en bilmodel fra Lancia. Denne artikel omhandler den tredje modelgeneration, som har typekoden 844 og blev produceret i årene 2008 til 2014.
Motorprogrammet var næsten det samme som i de tilsvarende Fiat Bravo-modeller. Det vil sige turboladedebenzinmotorer på 1,4 og 1,8 liter og commonrail-dieselmotorer på 1,6, 1,9 og 2,0 liter. I 2010 blev 1,4 T-Jet-motoren med 150 hk afløst af en ny 1,4 MultiAir-motor med 140 hk. Alle motorerne havde 4 cylindre og 16 ventiler.
Ligesom de øvrige Lancia-modeller blev Delta ikke solgt officielt i Danmark, men nogle få eksemplarer fandt dog vej hertil ved hjælp af parallelimport.
På Detroit Motor Show blev der i starten af 2010 præsenteret en bil med navnet Chrysler Delta. Denne var bortset fra fælge, lak og emblemer identisk med Lancia Delta. I Storbritannien blev modellen tilføjet Chryslers modelprogram i august 2011.
Bagfra
Interiør
1,9 16V Twinturbo Multijet motor
Chrysler Delta
Facelift
I juli 2011 gennemgik Delta et facelift, som hovedsageligt ændrede bilens udvendige design med bl.a. en mærketilpasset front.
I januar 2014 blev motorprogrammet stærkt indskrænket til kun at omfatte 1,6-liters dieselmotoren med 120 hk. Den fandtes kun i udstyrsvarianterne Silver og Gold, mens det højeste udstyrsniveau Platinum udgik.
I slutningen af 2014 blev produktionen indstillet. En efterfølger er foreløbig ikke planlagt.