Sammenlignet med medlemsstater af føderationer i dag, havde kronlandene ingen statskarakter; de havde f.eks. ingen egen regering eller en befolkning med et særligt statstilhørsforhold til kronlandet. Trods dette var kronlandene områder med historisk voksende politiske og retlige særegenheder og dermed noget andet end blot forvaltningsregioner.
Kronlandene havde en landsforstander eller statholder, der bestyrede forvaltningsapparatet. Landdagene var indtil 1848 traditionelle stænderforsamlinger. De blev efter revolutionen opløst af den kejserlige regering og først genoprettet i en ny form i 1860. Her fik nogle sæde gennem sit erhverv (f.eks. biskopper), mens andre blev valgt. Der fandtes dog ingen almen og lige valgret.
Efter Det Østrig-ungarske kompromis fra 1867, som gav en ny forfatning for habsburgermonarkiet på et nyt grundlag, var Ungarn ikke længere et kronland. Det blev mere et selvstændigt land, der delte nogle fælles institutioner med de øvrige dele af monarkiet.
