Kihon

Kihon (基本, きほん) er et japansk term, der betyder grundlag eller grundlæggende principper. Begrebet bruges om de basisteknikker, der udgør fundamentet for de fleste former for japanske kampkunstformer.^[1][2][3]

Øvelsen og beherskelsen af kihon anses som en forudsætning for al videregående træning. Den omfatter både korrekt kropsholdning og vejrtrækning under træning af grundlæggende bevægelser som stillinger, slag, spark, blokeringer og stød, men inkluderer også basale former for kata.

Kihon handler dog ikke kun om at øve teknikker. I budō-traditionen ses det også som en måde for udøveren (budōka) at udvikle den rette ånd, disciplin og indstilling.^[4]

Grundteknikkerne i kihon trænes ofte – i mange skoler ved hver eneste træningssession – og betragtes som fundamentale for at mestre og forbedre mere komplekse bevægelser.^[5]

I kampkunst kan kihon sammenlignes med de basale færdigheder i sport, som for eksempel basketball, hvor selv professionelle NBA-spillere fortsat træner driblinger, afleveringer og straffekast for at vedligeholde og finpudse de færdigheder, der danner grundlag for de mere avancerede bevægelser i spillet.

I karate handler kihon ikke kun om at øve teknikker, men også om at udvikle den rette ånd og indstillingen hos udøveren. De forskellige karatestilarter lægger forskellig vægt på kihon: I traditionelle retninger som Shōtōkan-ryū trænes det meget systematisk, mens moderne stilarter som Kyokushinkai også bruger det i stort omfang.

Kihon udføres ofte som grundlæggende “gulvøvelser”, hvor den samme teknik eller kombination gentages, mens eleverne bevæger sig frem og tilbage på måtten. I japansk kihon renshū (基本練習) trænes sådanne sekvenser ofte over længere tid for at indarbejde bevægelserne i udøverens muskelhukommelse.

I nogle stilarter bruges særlige kihon kata især i undervisningen af begyndere. Kihon kan også foregå som en forudbestemt sparring mellem to elever, hvor de skiftes til at udføre bestemte teknikker. Denne metode kombinerer gentagelse med træning i korrekt afstand, timing og kontrol. På mere avancerede niveauer anvendes mål for slag og spark – som træningspuder eller mitts – for at opbygge styrke i muskler, ben hud og ånd. Et klassisk redskab til dette er den japanske makiwara.

Kihon dækker over de grundlæggende teknikker, som trænes gennem forskellige øvelser. Grundlæggende er stillinger (tachi-waza eller -dachi) og kropsbevægelser (tai sabaki) afgørende for balance og stabilitet. Disse kombineres med blokeringer (uke-waza), slag (tsuki-waza), spark (keri-waza), samt greb, lås (kansetsu-waza) og kast (nage-waza). Eleverne lærer også de japanske betegnelser for kropsdele, stillinger og teknikker, da originalterminologien bruges i dōjōen.^[6]

I nogle skoler, blandt andet Gōjū-ryū og Seigokan, findes særlige grundkataer som kihon-no-kata, der bruges i begyndertræningen. Denne form for kihon fungerer både som indføring i basale bevægelser og som forberedelse til mere avanceret træning, såsom kumite.

I visse stilarter indgår der desuden våbentræning under betegnelsen kobudō.

I karate er fodstilling og kropsholdning afgørende for at skabe kraft, smidighed og bevægelse. Der findes mange grundlæggende stillinger, og både antal og udformning varierer lidt mellem de forskellige stilarter. Nogle stillinger fokuserer mere på bevægelighed, mens andre lægger vægt på stabilitet. Stillingerne kan desuden opdeles efter graden af knæbøjning eller udøverens tilsigtede formål.

Shizentai (自然体), bogstaveligt “naturlig kropsholdning”, bruges som udgangsstilling i selvforsvar.

• 
  Heisoku dachi
• 
  Musubi dachi
• 
  Hachiji dachi
• 
  Uchi hachiji dachi
• 
  Heikō dachi
• 
  Teiji dachi
• 
  Renoji dachi

Heisoku-dachi (閉足立)

Fødderne samlet. Bruges ofte som overgangsstilling, men også som afslutning i visse karatekata.

Musubi-dachi (結び立)

“Knyttet stilling”. Hælene samlet, tæerne pegende udad i cirka 45 grader. Bruges til den formelle hilsen, rei (礼).

Musubi-dachi-heikō (結び立-平行)

Åben musubi-dachi, hvor føddernes ydersider er parallelle.

Hachiji-dachi (八字立) eller soto-hachiji-dachi (外八字立)

Naturlig stilling – bogstaveligt “stående som kana-tegnet 八 (hachi)”. Fødderne i skulderbredde med tæerne let udad. En almindelig grundstilling i karate. En indadvendt variant kaldes uchi-hachiji-dachi.

Heikō-dachi (平行立)

Parallelt fodstilling. Fødderne i skulderbredde med parallelle ydersider. Bruges ofte som overgangsstilling i kata.

Teiji-dachi (丁字立)

T-stilling.

Renoji-dachi (レの字立ち)

L-stilling, for eksempel i kataen Heian godan.

Alle kumite-dachi (組手立ち), hvor fødderne ikke står direkte ved siden af eller foran hinanden, kan udføres med forskellige hoftepositioner. Ved angrebsteknikker og toarmsblokeringer rettes hoften som regel frem mod modstanderen (kamae), mens den ved enarmsblokeringer typisk drejes 45° til siden (eller op til 90° i kōkutsu-dachi og moto-dachi).

• 
  Zenkutsu dachi
• 
  Kōkutsu dachi
• 
  Kiba dachi
• 
  Shiko dachi
• 
  Neko ashi dachi
• 
  Sanchin dachi
• 
  Hangetsudachi
• 
  Kōsa dachi
• 
  Moto dachi
• 
  Sagi ashi dachi / Tsuru ashi dachi

Zenkutsu-dachi (前屈立ち)

Fremadrettet eller stabil stilling.

Kōkutsu-dachi (後屈立ち)

Bagvægtet stilling.

Kiba-dachi (騎馬立ち)

Lav rytterstilling med parallelle fødder.

Shiko-dachi (四股立ち)

Rytterstilling i “sumo”-stil med tæerne pegende udad.

Neko-ashi-dachi (猫足立ち)

Bagvægtet “katte-stilling”.

Sanchin-dachi (三戦立ち)

“Trekampstilling” med smalt fodfæste og lavt tyngdepunkt.

Hangetsu-dachi (半月立ち)

Halvmånestilling.

Kōsa-dachi (交差立ち)

Korsbenet stilling, ofte brugt i overgangsbevægelser.

Moto-dachi (基立ち)

Høj fremadrettet fodstilling.

Sagi-ashi-dachi (鷺足立ち) / Tsuru-ashi-dachi (鶴足立ち)

Heger- eller tranfodsstilling, hvor vægten bæres på ét ben – bruges som udgangsstilling for visse spark.:

Selvom stillingerne (dachi) også regnes som waza, skal de kombineres med andre teknikker, som kan udføres i høj, mellem eller lav højde – jōdan (hovede), chūdan (mave) og gedan (skridtet) – og enten på højre (migi) eller venstre (hidari) side. Jōdan og visse af de følgende teknikker fra Shitō-ryūs arsenal anses for avancerede.

• Gedan barai uke (hari uke): Lav, nedadgående blok/svejpeblok.
• Yoko uke (soto uke): Blok fra kroppens inderside mod ydersiden.
• Yoko uchi (uchi uke): Blok fra ydersiden mod kroppens centrum.
• Age uke: Oprettet blok mod jōdan-niveau (overkroppen).
• Yoko barai uke: Sidelæns svejpeblok.
• Uchi otoshi uke: Cirkulær, indvendig faldende (nedadgående) blok.
• Tsuki uke: Samtidig blok med armstød.
• Te kubi sasae uke: Forstærket håndledsblok.
• Sukui uke: Opsamlende (ske-)blok.
• Shutō uke: “Knivhåndsblok”.
• Kosa uke: “X-blok” (krydsede håndled).
• Hijisasae uke: Forstærket albueblok (indvendig, mellemniveau).
• Osae uke: Nedadpressende blok.
• Kakewake uke: Modrettet trekantblok.
• Nagashi uke: Flydende, åbenhåndsblok langs kroppen.
• Shūko uke (haishu uke): Åbenhåndsblok med håndryggens side.
• Shotei uke (teisho uke): Blok med håndfladen.

• Seiken tsuki: Lige knytnæveslag med forreste hånd (til kihon).
• Oi tsuki: Lige fremadrettet knytnæveslag.
• Gyaku tsuki: Knytnæveslag med bageste hånd.
• Furi tsuki: Cirkulært sving­slag.
• Age tsuki: “Uppercut”.
• Kagi tsuki: Krogslag.
• Mae te tsuki: Jab-slag med forreste hånd.
• Ura tsuki: Kort håndfladeslag.
• Morote tsuki: U-formet tohåndsslag.
• Tate tsuki: Lodret knytnæveslag.
• Nihon tsuki: Dobbeltstød.
• Shutō uchi: “Knivhånds­slag”.
• Ura uchi: Bagudrettet knytnæveslag.
• Kentsui uchi: Hammerslag med knytnæve.
• Shotei (teisho) uchi: Slag med håndfladen.
• Haitō uchi: Slag med håndkanten.
• Haishu uchi: Slag med håndryggens side.
• Hiji ate uchi: Albueslag.
• Koken uchi: Slag med bøjet håndled.

• Mae geri: Fremadrettet spark med tilbagetrækning.
• Oi geri: Fremadtrædende spark.
• Yoko sokutō geri: Sidelæns “fodsabel”-spark.
• Mawashi geri: Rundspark (fremad).
• Gyaku mawashi geri: Modsat (indvendigt) rundspark.
• Ura mawashi geri: Fremadrettet krokspark med hælen.
• Ushiro geri: Lige bagudspark.
• Ushiro mawashi geri: Fremadrettet bagbens-rundspark.
• Mae-ashi geri: Fremadrettet spark med forreste ben.
• Fumikomi geri: Trædende eller stampende spark.
• Hiza geri: Knæspark.
• Ushiro geri: Bagudrettet spark.
• Gyaku geri: Modsat (indvendigt) rundspark.
• Mae-tobi geri: Fremadrettet spring-spark.
• Yoko-tobi geri: Sidelæns spring-spark.

Inden for kihon anvendes en række japanske betegnelser for kropsdele, retninger og grundlæggende bevægelseselementer. Disse termer bruges til at undervisningen bliver mere præcis uden at henvise til konkrete teknikker eller stillinger:^[7][8][9]

• atama (頭) – hoved
• kao (顔) – ansigt
• me (目) – øje
• kuchi (口) – mund
• ago (顎) – hage
• kubi (首) – hals
• kata (肩) – skulder
• ude (腕) – arm
• hiji (肘) – albue
• te (手) – hånd
• kote (小手) – underarm/håndledsområde
• tekubi (手首) – håndled
• ken (拳) – knyttet hånd/næve
• te-no-hira (手のひら) – håndflade
• yubi (指) – finger
• mune (胸) – bryst
• hara (腹) – mave
• koshi (腰) – hofte/lænd
• senaka (背中) – ryg
• ashi (足) – ben eller fod (generelt)
• momo (腿) – lår
• hiza (膝) – knæ
• sune (脛) – skinneben
• ashi-no-kubi (足首) – ankel
• kakato (踵) – hæl
• tsumasaki (つま先) – tæer
• seichūsen (正中線) – kroppens midterlinje
• kaiten (回転) – rotation
• idō (移動) – bevægelse/flytning
• jiku (軸) – kropsakse/balancepunkt
• kōshin (後進) – bevægelse bagud
• zenshin (前進) – bevægelse fremad

• hikite (引き手) – den hånd, der trækkes tilbage mod hoften
• nagashi (流し) – glidende bevægelse eller afledning
• osae (押さえ) – nedadgående tryk eller kontrol
• harai (払い) – fejende bevægelse
• hineri (捻り) – vridning af kroppen eller lemmer
• nobashi (伸ばし) – strækning eller forlængelse
• chijimi (縮み) – sammentrækning af kroppen
• hazumi (弾み) – spænding/elasticitet i bevægelse
• kokyū (呼吸) – vejrtrækning
• ibuki (息吹) – kraftfuld, kontrolleret vejrtrækning
• nogare (逃れ) – afslappet, naturlig vejrtrækning
• tenkan (転換) – drejning af kroppen
• tai (体) – krop
• shintai (身体) – kropsbevægelse
• taisoku (体側) – kropsside
• hanmi (半身) – halvvendt kropsposition
• jūshin (重心) – tyngdepunkt
• heikō (平衡) – balance
• antei (安定) – stabilitet
• mae (前) – fremad
• ushiro (後ろ) – bagud
• yoko (横) – sideværts
• hidari (左) – venstre
• migi (右) – højre
• uchi (内) – inderside/indad
• soto (外) – yderside/udad
• omote (表) – forside
• ura (裏) – bagside
• teki (的) – mål
• kansetsu (関節) – led
• kotsu (骨) – knogle
• kin (筋) – muskel

• Nakayama, Masatoshi (1966). Dynamic Karate. Kodansha International. ISBN 0-87011-788-2.
• Funakoshi, Gichin (1973). Karate Kyōhan. Kodansha International. ISBN 978-4-7700-0370-6.