Fra første tid af fulgte han med vågen interesse udviklingen af det demokrati, som kom til gennembrud i Europa gennem Februar- og Marts-Revolutionerne; han blev under disse impulser en varm tilhænger af fremskridtets sag og en talsmand for nationalitetsideerne. Med denne sin interesse for offentlige gøremål deltog han 1854 i grundlæggelsen og redaktionen af det frisindede blad Bergensposten, blev 1859 indvalgt i Tromsøs kommunestyre og repræsenterede 1859—60 byen på Stortinget, hvor han gjorde sig bemærket ved sin fremragende dygtighed, ved deltagelsen i stiftelsen af Reformforeningen og ved sit forhold til den rejste statholdersag.
Også på samtlige ting 1863—67 var han Tromsøs og Finmarksbyernes repræsentant. I Stavanger var han medlem af kommunestyret, ordfører i formandskabet og forligelseskommissær med mere, og han repræsenterede Stavanger og Haugesund på alle Storting fra det sidste treårlige (1868—69) til og med valgperioden 1886—88, med undtagelse af valgperioden 1874—76, da han ikke var valgt; heller ikke var han genvalgt for årene 1889—91. Under den lange stortingstid beklædte han en række af tingets tillidshverv, præsident i Odelstinget1871—73 og 1877—81, Stortingspræsident 1881—88 og formand i valg- og fuldmagtskomiteerne.
Efter valgene 1894 repræsenterede Steen Trondhjem og Levanger på tinget 1895—97, hvor han fungerede som Stortingspræsident og formand i fuldmagts- og valgkomiteen, valgtes 1897 til repræsentant for Mjøsbyerne for 1898—1900, men indtrådte umiddelbart efter tingets sammentræden i det af ham dannede ny ministerium, der udnævntes 17. februar 1898 og under 21. april1902 afløstes af ministeriet Blehr.
.jpg)
