Jakob efterfulgte sin far som konge af Sicilien i 1285. Da hans bror Alfons 3 døde i 1291, overtog han også den Aragonske Krone. Han tilbragte maj måned dette år i Catania og inspirerede den lokale munk Atanasiu di Iaci til at skrive Vinuta di re Iapicu om hans tid der. Ved en fredstraktat med Karl 2. af Napoli i 1296, indvilligede han i at opgive Sicilien, hvorefter sicilianerne, som ikke ville have Karl som konge, satte hans bror Frederik på tronen.
Da Frederik ikke ville afgive tronen, bad pave Bonifasius 8. Jakob 2. om at hjælpe Karl 2. med at fjerne ham. For at lokke ham udnævnte paven Jakob konge af Sardinien og Corsica. Jakob blev ligeledes udnævnt til pavelig gonfalonier. Jakob var dog ikke interesseret i at afsætte sin bror og vendte hjem til Aragonien. Frederik regerede på Sicilien til sin død i 1337.[3]
I perioden efter at Jakob 2. var vendt tilbage til Aragonien, søgte han at få direkte adgang til den muslimske verden mod syd. Kastilien blokerede for denne adgang og Jakob forsøgte sammen med sin admiral Don Bernat de Sarrià, baron af Polop, at danne en alliance mod den unge konge af Kastilien, Ferdinand 4. Jakob 2. ønskede at erobre Murcia så Aragonien fik adgang til Granada. De allierede styrker angreb fra alle sider i 1296 og Jakob 2. erobrede Murcia, som han holdt indtil 1304.
Under den omfattende frygt for franske spedalskes konspirationer i 1321 beordrede Jakob arrestation og tortur af de franske spedalske, som søgte tilflugt i hans land og indførte en hårdere politik over for de spedalske, der allerede levede under den Aragonske Krone.
Forfatterskab
Det var formentligt under hans styre på Sicilien (1285–1291), at Jakob skrev sit eneste stykke bevarede occitanske poesi, en religiøs dansa tilegnet Jomfru Maria, Mayre de Deu.[4] En samtidig, Arnau de Vilanova, skrev en vers for vers kommentar til dansa i 1305. Metaforen Jakob benytter er blevet analyseret af Alfred Jeanroy, som ser ligheder med Roman de Fauvel.
Jakob begynder med at sammenligne kirken med et skib i en storm, som styres dårligt af sin kaptajn (nauchier, dvs. paven):
Mayre de Deu e fylha,
verge humil e vera,
vostra nau vos apela
que l'aydetz, quar perylha.
Guds Moder og datter,
jomfru ydmyg og ægte,
dit skib skriger til dig,
at du skal hjælpe det, da det er i fare.
Den literære kvalitet af versene er hverken forbløffende eller skuffende, men sangen blev helt klart skrevet på et tidspunkt, hvor Jakob var i konflikt med Paven, måske med en propagandistisk slutning for at vise hans fromhed og troskab mod kirken om ikke paven. I det sidste vers beder han Maria beskytte ham, kongen, mod synd:
Mayre, tu·m dona forsa
contra ma leugeria,
e·m garda de la via
de peccat, que.ns exylha.
Moder, giv mig styrke
mod min svaghed,
og beskyt mig mod vejen
som synden tager, som ødelægger.
Ægteskaber, elskerinder og børn
Jakob var gift fire gange:
— Isabella af Kastilien, vicegrevinde af Limoges, datter af Sancho 4. af Kastilien og hans kone María de Molina. Bryluppet fandt sted i Soria 1. december 1291, da bruden kun var 8 år. Ægteskabet blev aldrig fuldbyrdet, men blev opløst og annulleret efter Sachos død i 1295, da Jakob skiftede alliancer for at udnytte uroligheder i Kastilien.
Jakob (f. 29. september 1296 – d. Tarragona, juli 1334). Jakob fraskrev sig retten til tronen i 1319 for at blive munk. Han nægtede at fuldbyrde sit ægteskab med Eleanor af Kastilien, som senere blev hans bror Alfons' anden hustru.
Alfons 4. af Aragonien (f. 1299 – 24. januar 1336). Han blev konge af Aragonien i 1327 og regerede til sin død. Han giftede sig to gange: først Teresa d'Entença og da denne døde Eleanor af Kastilien.
Alphonse (f. 1332 - d. 5./7. marts 1412), 1. hertug af Gandia, 1. markise af Villena de Castilla, 2. greve af Ribagorza og Empúries, etc., konstabel af Kastilien, gift 1355 med Violante Ximénez de Arenós, datter af Gonzalo Díez de Arenós, baron af Arenós, og hustru María eller Juana de Cornell; havde børn.
John (f. 1335, d. 1414), 2. greve af Prades, seneschal i Catalonien, giftede sig med sin svigerinde Sancha Ximénez de Arenós; havde børn.
Violante (f. Barcelona, oktober 1310 – d. Pedrola, 19. juli 1353). Hun giftede sig først med Filip, en rumænsk despot, søn af Filip 1. af Taranto. Hendes andet ægteskab var med Lope de Luna, herre af Segorbe.
— Elisenda de Montcada, datter af Pedro 1. de Montcada, herre af Altona og Soses og hans kone Gisela d'Abarca. De blev gift i Tarragona den 25. december 1322. Dette ægteskab var også barnløst og efter Jakobs død blev hun nonne i Clarisserordenen i klosteret i Pedralbes, hvor hun døde 19. juni 1364.
Udover sine legitime børn havde Jakob 3 børn med sicilianske kvinder:
Napoleón (f. Sicilien, 1288 – ca. 1338), herre af Joyosa Guarda (Gioiosaguardia) og Acquafredda (på Sardinien); blev gift med en datter af en mallorcaner, Guillermo Robert.
— Med Lucrecia:
Jakob (f. Mazzara, 1291 – d. 1350), Vicario di Cagliari (1317–1341); først gift med Jaumetta Guerau fra Mallorca og senere med Puccia fra Sardinien.
^Constable, Medieval Iberia, University of Penn. Press, 1997, pg. 394.
^En kort analyse med nyttige fodnoter og otte linjer med catalansk oversættelse findes i Martín de Riquer (1964), Història de la Literatura Catalana, vol. 1 (Barcelona: Edicions Ariel), pp. 172–73.
Referencer
VanLandingham, Marta. Transforming the State: King, Court and Political Culture in the Realms of Aragon (1213-1387). Leiden [Netherlands]: Brill, 2002. ISBN9004127437
