Ivano Balić (født 1. april 1979 i Split) er en tidligere kroatisk håndboldspiller, der stoppede sin aktive karriere i 2015.[1]
Han regnes som værende blandt verdens bedste håndboldspillere nogensinde. I 2003 og 2006 blev Ivano Balić kåret til verdens bedste håndboldspiller.
Karriere
Klubhold
Han startede med at spille håndbold som 6-årig i en klub ved navn R.K. Split. Da Balić blev ynglingespiller, var han ikke engang på 2. holdet i sin klub, men 3. holdet. Der var ikke mange der troede på Balic dengang, men nu er han en af verdens bedste håndboldspillere. Senere skiftede han til R.K. Metković. I R.K. Metković opdagede mange hans talent. Det gjorde Portland San Antonio også, som han spillede for inden han skiftede til RK Zagreb.
Landshold
Ivano Balić spillede 198 kampe og scorede 535 mål for det kroatiske landshold. I 2003 var han med til at vinde VM-guld, og ved OL 2004 i Athen var han med til at blive olympisk mester. I 2005 og 2009 blev det til VM-sølv, mens det både i 2008 og 2010 blev til EM-sølv. Han var desuden med til OL 2008 i Beijing, hvor Kroatien blev nummer fire, og 2012 i London, hvor det blev til kroatisk bronze. Balić var Kroatiens flagbærer ved åbningsceremonien ved OL 2008.[2]
Han er blevet kåret til den mest værdifulde spiller ved både OL, EM og VM i håndbold. Han blev valgt seks gange i træk til den mest værdifulde spiller ved fem stor håndboldturneringer: EM 2004, OL 2004, VM 2005, EM 2006 og VM 2007.[2] Ved EM 2008 blev han kåret til turneringens bedste playmaker.
I 2010 blev Ivano Balić kåret af den Internationale Håndbold Forbund IHF som den bedste håndboldspiller gennem tiderne med 48,7% af stemmerne foran Nikola Karabatic med 33,7% og Talant Dushebajew med 16,5%.[1]
Privat
Ivano Balić har sammen med ekskonen, Ivana, sønnen Dino på 9 år. Ivano Balić blev i 2006 skilt fra sin nuværende ekskone, Ivana Balić, efter 7 års ægteskab.
Referencer
Eksterne henvisninger