Islands Socialdemokratiske Parti eller Folkepartiet (islandsk: Alþýðuflokkurinn) var et islandsksocialdemokratisk[1] parti, der blev grundlagt i 1916 af De Samvirkende Fagforbund (Alþýðusamband Íslands)[2] for at fungere som fagbevægelsens politiske talerør. Partiet afbrød sin formelle tilknytning til arbejderbevægelsen efter Island blev en republik i 1944.
Kernevælgere
Partiets base var bybefolkningen i det sydvestlige Island (Reykjavik-regionen) og arbejdere i Vestfjordenes fiskeribyer. Derimod havde det næsten ingen opbakning i landdistrikterne.
Historie
Det islandske socialdemokrati blev repræsenteret i Altinget i 1920. Det ledede regeringer i tre korte perioder; 1947-49 under Stefán Jóhann Stefánsson, 1958-59 under Emil Jónsson og 1979-80 under Benedikt Sigurðsson Gröndal. Desuden var socialdemokraterne i regering med det konservative Selvstændighedspartiet 1959-1971. Partiet stod i hele sin levetid markant svagere end sine søsterpartier i de øvrige nordiske lande. Kun ved valgene i 1934 og 1978 opnåede det over 20% af stemmerne. Efter Folkealliancens oprettelse i 1956 fik socialdemokraterne normalt 10-15% af stemmerne.
Udover konkurrencen fra Folkealliancen medvirkede hyppige splittelser med dannelse af udbryderpartier med udgangspunkt i partiets venstrefløj (1930, 1938, 1956, 1983 og 1994) til at svække Socialdemokraterne.
I 1937 brød venstrefløjen på ny ud af partiet. Udbryderne etablerede året efter det uafhængige kommunistparti Socialistpartiet.
I 1956 etablerede en udbrydergruppe af pacifister og venstreorienterede Folkealliancen sammen med Socialistpartiet med Islands Socialdemokratiske Partis tidligere formand Hannibal Valdimarsson som første leder.
I 1982 brød den tidligere justits- og undervisningsminister Vilmundur Gylfason med partiet og etablerede året efter Bandalag Jafnaðarmanna (Socialistalliancen) som et venstresocialdemokratisk alternativ. Ved altingsvalget 1983 fik partiet 7,3% og fire mandater, men opnåede kun 0,2% i 1987, hvorefter det blev opløst.