Breve skrevet til Hypatia af hendes elev Synesius giver en idé om hendes intellektuelle miljø. Hun var af den platonske skole, men hendes tilhørsforhold til teksterne af Plotinus er usikkert.
Senere kilder tilskriver Hypatia flere arbejder, herunder kommentarer til DiofantsArithmetica, til Apollonius' Conics, og Ptolemæus' arbejder men ingen har overlevet. Hendes bidrag til videnskaben siges (på et tvivlsomt grundlag) at inkludere opfindelsen af astrolabium og et hydrometer.
Hypatias liv og virke
Det byzantinske rige havde sin største udbredelse omkring hundrede år senere, ca. år 550.
Flere værker bliver tilskrevet Hypatia af senere kilder. Disse omfatter kommentarer til Arithmetika af Diofant, Konika af Apollonios og Ptolemaios værker, men ingen af disse kommentarer har overlevet. Breve skrevet til hende af hendes elev Synesius, senere biskop, giver en idé om det intellektuelle miljø, hun var en del af.
Hypatia var datter af Theon, som var lærer ved Museion. Han var også hendes lærer. En kilde fortæller, at Hypatia overgik sin far i matematik og astronomi.[1] Vi ved også, at Hypatia forelæste om og byggede instrumenter, som astrolabium og hydrometer.
Hypatia tog imod elever i sit eget hjem, og hun blev leder for en af platonistskolerne i Alexandria omkring år 400.
Det var ikke usædvanligt i senantikken at lærde kvinder, hedenske eller kristne, underviste i naturfilosofi, eller omgav sig med mandlige elever. Også i Alexandria var der flere lærde kvinder som var kendte i deres samtid, som Aedesia, Skt. Theodora, Eugenia, Skt. Maria egypteren, en senere Hypatia og Skt. Katarina.[2]
Hypatias autoritet og indflydelse
Hypatia nød stor respekt, hun havde en bred kontaktflade og blev regnet som en af de fremmeste i byen. I social prestige var der ikke stor forskel på hende og biskoppen i Alexandria.[3]
Hun havde stor moralsk autoritet, alle kilder er enige om at hun var et etisk forbillede, og den egenskab, som hendes samtidige satte størst pris på, var hendes ro og mådehold, sofrosyne.[4]
Både kristne og hedninge studerede under hende, to af hendes studenter blev biskopper. Intet i kilderne indikerer konflikt mellem Hypatia og biskop Theofilus af Alexandria.[5]
I Hypatias skole blev der knyttet nære bånd mellem studenter og lærere og mellem studenterne indbyrdes.[6] Flere af hendes tidligere elever kom efterhånden i høje stillinger så langt borte som Konstantinopel, Syrien og Kyrene, så Hypatia havde indflydelse også uden for Alexandria.[7]
Hypatias neutralitet
I 391 provokerede biskop Theophilus hedenske fraktioner ved at ødelægge templer og afsløre de kneb, som blev brugt for at lokke folk til at tro, at guderne talte gennem de hule tempelstatuer.[8] Dette førte til, at flere nyplatoniske lærere gjorde oprør og forskansede sig i Serapis-templet. Efter at kejseren havde givet dem frit lejde, blev murene ødelagt, således at templet ikke længere kunne bruges som fæstning.
Hypatias skole var ikke en del af denne kamp, og hendes intellektuelle uafhængighed var ikke truet.[9][10]
Både Kari Vogt og Maria Dzielska mener, at det var et politisk mord, og at motivet er at finde i en magtkamp mellem biskop Kyrillos og kejserens præfekt Orestes.[10][11]
Kyrillos blev biskop i Alexandria i 412, og lige efter blev Orestes udnævnt som kejserens Praefectus Augustalis for Alexandria og Egypten. Orestes var kristen og ven af Hypatia. Formodentlig spurgte han hende også om råds i politiske spørgsmål.[3]
Kyrillos indledte efterhånden en kamp for troens renhed, idet han overfor flere grupper blandede sig i områder, som hidtil havde været præfektens domæne.[12] En gruppe kristne lykkedes et stykke på vej i at tale Kyrillos til fornuft.[13] Også Orestes var stejl, hvilket var en medvirkende årsag til, at konflikten eskalerede.
Hypatia støttede det traditionelle civitas, som indebar et sekulært borgersamfund, hun delte utvivlsomt Orestes' overbevisning om, at biskoppen ikke skulle udøve magt i det, som traditionelt havde været kejserens domæne; og efterhånden gik Hypatia fra at være politisk uafhængig til at udtrykke støtte til Orestes.[14]
De fleste, som støttede Orestes, var kristne, hvilket gjorde situationen yderligere kompliceret for Kyrillos.[7]
En langt senere kilde, fra ca. år 700, fortæller, at nogle af Kyrillos' støtter spredte rygter om, at Hypatia drev hekseri og kastede trolddom over både de kristne og hele byen.[15]
Biskoppen havde en hær på nogen hundrede mand, kaldet parabalanai, som blandt andet fungerede som livvagt. Dzielska skriver, at det ikke er sikkert, at Kyrillos kan holdes ansvarlig for at have planlagt mordet, men hun mener, at det er ret sandsynligt, at det var biskoppens "hær", som udførte ugerningen, i marts 415.[16]
Kilder
En hovedkilde til Hypatias liv og død er Socrates Scholasticus, som i Ecclesiastical Historie, bog VI, kapitel 15 fra sen 4. århundrede skrev:
"Der var en kvinde på Alexandria ved navn Hypatia, datter af filosoffen Theon, der gjorde sådanne grader i litteratur og videnskab, som langt overgår alle filosoffer i hendes egen tid. Efter at have fulgt Platons og Plotins skole, forklarede hun principperne om filosofi til sine lyttere, hvoraf mange kom langvejs fra for at modtage hendes vejledninger.
På grund af den selv-besiddelse og lette måde, som hun havde opnået som følge af dyrkning af hendes sind, viste hun sig ikke sjældent offentligt i tilstedeværelse af dommere. Ej heller følte hun sig forknyt ved at komme i en forsamling af mænd. For alle mænd beundrede hende mere på grund af hendes usædvanlige værdighed og dyd. Men selv faldt hun offer for den politiske jalousi, som dengang herskede. For da hun havde hyppige samtaler med Orestes, blev det bagtalerisk rapporteret blandt den kristne befolkning, at det var hende, der forhindrede Orestes at blive forsonet med biskoppen. Nogle af dem, påskyndte af en hård og bigot iver, hvis hovedmand var en læser ved navn Peter, lagde sig derfor i baghold, da hun vendte hjem, og trak hende ned af hendes vogn, tog de hende til kirken kaldet Caesareum, hvor de helt afklædte hende, og derefter myrdede hende med fliser. Efter at have revet hendes krop i stykker, tog de hendes lemlæstede lemmer til et sted kaldet Cinaron, og brændte dem der. Denne affære bragte ikke mindst ukvemsord, ikke kun mod Kyril, men også på hele den alexandrinske kirke. Og intet kan vel være længere fra ånden af kristendommen end tilladelsen af massakrer, slagsmål og transaktioner af den slags. Dette skete i marts måned under fasten, i det fjerde år af Cyril bispesæde, under den tiende konsulat af Honorius, og den sjette af Theodosius."[17]
Den berømte matematiker Hypatia blev myrdet af en opbragt mængde kristne – Maleri af Charles William Mitchell, 1885.
En anden kilde var Damascius, der i Isidores Liv (gengivet i Sudaen) skrev:
HYPATIA, datter af Theon, geometer og filosof i Alexandria, var selv en velkendt filosof. Hun var gift med filosoffen Isidorus, og hun blomstrede under Kejser Arcadius. Forfatter af en kommentar til Diofant, hun også skrev et værk kaldet Den astronomiske Canon og en kommentar til Apollonius' keglesnit. Hun blev sønderrevet af alexandrinere og hendes lig blev hånet og spredt gennem hele byen. Dette skete på grund af misundelse og hendes enestående visdom især med hensyn astronomi. Nogle siger, at Cyril var ansvarlig for denne skandale; andre lagde skylden på alexandrineres karakteristiske vildskab og voldelige tendenser, for de behandlede mange af deres biskopper på samme måde, for eksempel George og Proterius.
Med hensyn til Hypatia af Philosopher og tilskyndelsen til oprør blandt Alexandrinere
Hypatia blev født, opdraget og uddannet i Alexandria. Da hun havde større geni end sin far, hun var ikke tilfreds med sin undervisning i matematiske fag; hun også helliget sig ihærdigt på at alle i filosofi.
Kvinden plejede at påtage sig sin filosof kappe og gå gennem midten af byen og offentligt fortolke Platon, Aristoteles eller værker af nogen anden filosof til dem, der ønskede at høre hende. Ud over hendes ekspertise i undervisning steg hun til toppen af borgerlige dyd. Hun var både retfærdig og kysk og forblev jomfru. Hun var så smuk og velskabt, at en af hendes elever forelskede sig i hende og var ude af stand til at kontrollere sig selv og åbent viste hende tegn på sin forelskelse. Ifølge uvidende rapporter lod Hypatia ham kurere for hans lidelse med hjælp af musik. Sandheden er, at historien om musikken er korrupt. Faktisk indsamlede hun klude, der var blevet farvede under hendes menstruation og viste dem til ham som et tegn på hendes urene afstamning og sagde: "Dette er, hvad du elsker, unge mand, og det er ikke smukt!" Han var så påvirket af skam og forbløffelse over det grimme syn, at han oplevede en forandring i hjertet og gik væk som en bedre mand.
Sådan var Hypatia, som velformuleret og veltalende i at tale, da hun var forsigtig og civile i hendes gerninger. Hele byen elskede hende med rette og tilbad hende på en bemærkelsesværdig måde, men herskerne i byen misundte hende fra begyndelsen, noget der skete ofte i Athen også. For selv om filosofien selv var forsvundet, syntes dens navn alligevel stadig storslåede og ærværdige for de mænd, der udøver lederskab i staten. Det skete således en dag, at Kyril, biskop af oppositionens sekt [dvs. Kristendommen] kom forbi Hypatia hus, og han så en stor skare mennesker og heste foran hendes dør. Nogle ankom, nogle var på vej væk, og andre stående rundt. Da han spurgte, hvorfor der var en menneskemængde der, og hvad al balladen var om, fik han at vide af hendes tilhængere, at det var Hypatia, filosoffens hus. Og at hun var ved at hilse på dem. Da Kyril erfarede dette, blev han så ramt af misundelse, at han straks begyndte at planlægge mordet og den mest afskyelige form for mord endda. For da Hypatia som sædvanligt kom ud af sit hus, angreb et mylder af nådesløse og glubske mænd, der hverken frygtede guddommelig straf eller menneskers hævn og stak hende ned, og begik dermed en uhyrlig og skandaløs gerning mod deres fædreland. Kejseren var vred, og han ville have hævnet hende, hvis ikke Aedesius var blevet bestukket. Således vendte kejseren straffen mod sit eget hoved og familie, for hans efterkommere betalte prisen. Mindet om disse begivenheder er stadig levende blandt Alexandrinere."[18]
Eftermæle i kunst og videnskab
AS10-29-4324
På månen findes en serie kratere navngivne efter Hypatia. De bærer navnene Hypatia A og så videre indtil Hypatia H.[19]
Filmen Agora (2009) med Rachel Weisz i hovedrollen handler om Hypatias karriere og skæbne i Alexandria.
^Dzielska (1995, s. 117-19). Den senere Hypatia var en enke, nævnt i et dekret fra 455 som en kvinde med den fornemste hukommelse. St. Katarina var ifølge den langt senere kilde Menologium Basilianum ikke bare ung og køn, men også vidende i geometri, matematik, astronomi.
.jpg)
