Hun Manet (khmer: ហ៊ុន ម៉ាណែត, Hŭn Manêt; født 20. oktober 1977 i Memot i det daværende Demokratisk Kampuchea)[1] er en cambodjansk politiker og general som i 2023 efterfulgte sin far, Hun Sen, som Cambodjas premierminister.[2] Før sin politiske udnævnelse var næstkommanderende i De Kongelige Cambodjanske Væbnede Styrker og øverstbefalende for Den Kongelige Cambodjanske Hær.[3]
Manet er søn af den forrige premierminister Hun Sen og Bun Rany.[1] Han voksede op og fik sin skolegang i Phnom Penh. Han sluttede sig til de væbnede styrker i 1995 og blev samme år optaget på United States Military Academy i West Point. Han dimitterede fra militærakademiet i USA i 1999 som den første cambodjaner.[4] Han var blevet nævnt af både medier og Hun Sen selv som en kandidat til premierministerposten.[5][6][7] Dette blev formelt gjort officielt den 4. december 2021, da Manet enstemmigt blev valgt af Det Cambodjanske Folkepartis centralkomite til at være partiets fremtidige kandidat til premierministerposten efter Hun Sen.[8]
Det Cambodjanske Folkeparti vandt parlamentsvalget i Cambodja 23. juli 2023. Valget blev bredt kritiseret af internationale observatører for at foregå i et restriktivt politisk miljø og hverken være frit eller retfærdigt; det største oppositionsparti blev diskvalificeret to måneder før valget, og en oppositionsleder blev fængslet.[9][10][11][12][13]
Efter valget annoncerede Hun Sen den 26. juli sin afgang som premierminister, hvilket officielt gjorde Manet til kommende premierminister.[14] Den nye regering med Hun Manet tiltrådte den 22. august.[2]
Hun Manet er gift med Pich Chanmony, datter af Pich Sophoan, en tidligere statssekretær i arbejdsministeriet.[15]
References