Hulrodet lærkespore (Corydalis cava) er en 10-30 cm høj urt, der vokser på muldbund i skove. Planten har stængelknold, der med tiden bliver hul.
Beskrivelse
Hulrodet lærkespore er en flerårig urt med en lav, tueformet vækst. Stænglen er hårløs og rund i tværsnit, og den bærer 2-4 spredtstilledeblade. Bladene er sammensatte med 3-5 fjersnitdelte eller dybt lappede småblade. Bladranden er hel og begge bladsider er blågrønne.
Blomstringen sker i april-maj, hvor man ser blomsterne sidde samlet i en endestillet klase, der rummer 6-16 purpurrøde eller (sjældnere) hvide blomster. De enkelte blomster er uregelmæssige med affaldende bægerblade og 4-tallige kroner, hvor det øverste kronblad danner en spore. Frugterne er kapsler med flere frø, der har myrelegeme.
Rodnettet består af en stængelknold, der med tiden bliver hul, og forholdsvis få, trævlede rødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,20 x 0,15 m (20 x 15 cm/år). Målene kan bruges til beregning af planteafstande i fx haver.