Hugo Grotius

Hugo Grotius
Hugo Grotius, portrætteret af Michiel Jansz van Mierevelt, 1631.
Personlig information
Født	Hugo Grocio, Hugo Grotius eller Hugo de Groot 10. april 1583 Delft, Holland
Død	28. august 1645 (62 år) Rostock, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland
Gravsted	Den nye kirke i Delft
Nationalitet	Nederlandsk
Far	Jan de Groot
Mor	Aeltje van Overschie
Ægtefælle	Maria Reygersbergen (fra 1608)
Børn	Cornelis de Groot, Pieter de Groot
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Universiteit Leiden
Elev af	Jacob Lasson[1]
Beskæftigelse	Teolog, folkrerettsjurist[2], juridisk lærd, universitetsunderviser, jurist, diplomat, historiker, dramatiker, retsfilosofi, forfatter med flere
Fagområde	Politisk filosofi, Kristen teologi, folkeret
Arbejdssted	Haag, Paris
Fængslet i	Loevestein Slot
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Hugo Grotius (født 10. april 1583, død 28. august 1645) var hollandsk jurist og retsfilosof.

Hovedværket: "De jure belli ac pacis libri tres" (Tre bøger om krigens og fredens ret) blev skrevet i Paris, hvor Grotius protegeredes af Ludvig 13..

Grotius' retslære adskiller sig fra mange af tidens statsteorier ved at tage sit udgangspunkt i den menneskelige psyke (og ikke i religionen). Han mener at mennesker søger sammen – ikke kun fordi det kan være nyttigt – men af en social trang.

Selv om krig er en naturlig tilstand for menneskeligt samvær, finder de ved en slags social drift sammen om en lovgivning, der beskytter den enkelte, selv om det sker på frihedens bekostning.

Staten og ikke fyrsten/kejseren/kongen er suveræn. Den for lovenes overholdelse nødvendige magtudøvelse kan for en tid overdrages regenten, men vender altid tilbage til folket.

Grotius' opfattelse af mennesket som en politisk skabning kan føres tilbage til Aristoteles.

Naturret

Hugo Grotius' værk er også indgået i litteraturen om naturret. Han skrev det under 30-årskrigen og ville påvise, at katolikker og protestanter på trods af krigen havde noget til fælles. Han argumenterede ved at sammenligne principper fra katolicismen og protestantismen med den gamle romerret. Romerretten var en sammenskrivning af sædvaneretten fra forskellige romerske provinser. Ved at sammenligne retten i henholdsvis protenstantismen, katolicismen og romerretten argumenterede han for, at der var en ret, der var almenmenneskelig. Dermed indskrev han sig i naturrettens tradition. Grotius' naturret kan erkendes af alle mennesker og er derfor ikke afhængig af, at mennesket er kristent (jfr. romerretten). Til gengæld er den givet af Gud og opretholdes af Gud.

Se også

• Folkeret

Kilder

Annotationes ad Vetus Testamentum, 1732

• Olaf Carlsen, Hugo Grotius og Sorø Akademi. En kritisk studie, Taastrup, 1938
• Salomon, Albert (1947). Hugo Grotius and the Social Sciences, Political Science Quarterly, Vol. 62, No. 1, pp. 62-81.

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Eksterne henvisninger

• Hugo Grotius på gravsted.dk

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Hugo Grotius

1. Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
2. Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.