Henriette Ergemann (født 26. august 1974) er en dansk politiker og selvstændig erhvervsdrivende. Hun var kortvarigt i februar 2023 politisk næstformand for Nye Borgerlige. Hun var kommunalbestyrelsesmedlem for samme parti i Kalundborg Kommune fra 2022 til marts 2023, og er derefter løsgænger i byrådet.
Baggrund
Henriette Ergemann tog en sproglig studentereksamen på Rosborg Amtsgymnasium i Vejle 1990-1993. I 2019 tog hun et kursus i digital markedsføring hos Bigum & Co i København.[1]
Erhvervsvirksomhed
Ergemann er direktør i sin egen virksomhed Lyko ApS, som beskæftiger sig med engroshandel med kød og kødprodukter. Virksomheden blev startet i 2017. Virksomheden holder til i Kalundborg.[2]
Politisk karriere
Henriette Ergemann var opstillet for Nye Borgerlige til kommunalvalget 2021 i Kalundborg Kommune, hvor hun opnåede 753 personlige stemmer. Det var det højeste stemmetal blandt partiets kandidater i kommunen og det fjerdebedste blandt alle de opstillede i kommunen. Ergemann sidder som formand for Børne- og Familieudvalget i kommunen og desuden i forskellige andre råd og nævn.[3][4]
Ergemann var også opstillet til folketingsvalget 2022, hvor hun opnåede 1.547 personlige stemmer, hvilket ikke var nok til at opnå et mandat for partiet.[5]
Ergemann blev ved et kampvalg valgt til posten som politisk næstformand ved Nye Borgerliges ekstraordinære landsmøde 7. februar 2023 i Fredericia Idrætscenter. Her vandt hun 204 ud af 317 stemmer ved valget, hvor der i alt var opstillet seks kandidater.[6] Efter valget blev en række af Ergemanns udtalelser om håndteringen af COVID-19-epidemien genstand for presseomtale,[7] og den 20. februar 2023 meddelte hun, at hun trak sig fra partiets næstformandspost.[8] Hun meldte sig ud af Nye Borgerlige i marts 2023 og fortsatte i Kalundborg Byråd som løsgænger.[9] I september 2023 offentliggjorde Ergemann sin intention om at stifte et nyt parti med navnet Frit Fællesskab.[10] Det nye parti blev senere opgivet, og Ergemann forsøgte i februar 2024 at genindmelde sig i Nye Borgerlige,[11] men partiet accepterede ikke indmeldelsen.[12]